LULUCF-sektoren er betegnelsen for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug. Forkortelsen kommer fra engelsk, Land Use, Land-Use Change and Forestry. Sektoren dækker, hvordan jord, skove, vådområder, landbrugsarealer og andre landskaber både kan udlede drivhusgasser og binde kulstof. Derfor adskiller LULUCF sig fra mange andre klimasektorer, fordi den ikke kun handler om udledninger, men også om naturens evne til at optage CO2.
Hvad dækker sektoren over?
LULUCF omfatter blandt andet skovarealer, landbrugsjord, græsarealer, vådområder, bebyggede områder og anden arealanvendelse. Hvis skov fældes, drænes eller omdannes til landbrug eller byggeri, kan der frigives store mængder kulstof fra træer og jord. Omvendt kan skovrejsning, bedre jordforvaltning og genopretning af natur øge optaget af CO2.
Et vigtigt punkt er, at kulstof lagres flere steder, ikke kun i træer, men også i jord, planter og biomasse. Derfor kan ændringer i arealanvendelsen få stor betydning for et lands samlede klimaregnskab. For eksempel kan en våd eng eller en skov fungere som et kulstoflager, mens dræning eller rydning kan vende balancen fra optag til udledning.
Hvorfor er LULUCF vigtig i klimapolitikken?
I EU spiller LULUCF-sektoren en central rolle i arbejdet mod klimaneutralitet. Der findes særlige EU-regler for, hvordan medlemslandene skal opgøre udledninger og optag fra sektoren. Formålet er at sikre, at landene ikke kun reducerer udledninger fra energi, transport og industri, men også beskytter og styrker naturens kulstoflagre.
Sektoren er dog kompleks, fordi den påvirkes af både menneskelig aktivitet og naturlige forhold som tørke, storme, skovbrande og sygdom i skove. Derfor er LULUCF ofte et vigtigt, men også vanskeligt område i den politiske debat om klima, landbrug og naturforvaltning. Det gør begrebet centralt i aktuelle nyheder om grøn omstilling, biodiversitet og EU's klimamål.