Lavbundsjorde er lavtliggende arealer med vandmættet, ofte kulstofrig jord. De findes typisk i enge, moser og tidligere vådområder, hvor dødt plantemateriale gennem lang tid er blevet ophobet i jorden. Mange af disse områder er blevet drænet for at kunne bruges til landbrug. Når jorden tørrer ud, begynder det lagrede kulstof at blive nedbrudt og frigivet som drivhusgasser, især CO2.
Hvad kendetegner lavbundsjorde?
Lavbundsjorde ligger ofte tæt på vandløb, søer og fjorde eller i andre lave landskaber, hvor grundvandet naturligt står højt. Det særlige ved dem er deres store indhold af organisk materiale. I våd tilstand kan jorden lagre kulstof i meget lang tid, fordi nedbrydningen går langsomt. Når områderne drænes, ændres den proces. I stedet bliver jorden en kilde til udledning, og den kan samtidig synke sammen over tid.
Hvorfor bliver de genopvandet?
Genopvanding, også kaldet vådlægning, går ud på at hæve vandstanden igen, så nedbrydningen af det organiske materiale bremses. Det kan mindske udledningen af drivhusgasser og samtidig forbedre forholdene for fugle, planter, insekter og andre arter, der trives i våde naturtyper. Derudover kan vådområder hjælpe med at tilbageholde næringsstoffer og vand, hvilket kan gavne vandmiljøet.