I Libanon fortsætter konflikten mellem Israel og Hezbollah i Sydlibanon, hvor mange indbyggere stadig støtter Hezbollah som det mest effektive forsvar. Et nyligt luftangreb viser, at kampene ikke er ovre, og civile rammes fortsat i området.
Indledende signal
Hændelse 13. maj 23.22
65
Hezbollahs opbakning i Sydlibanon står fast trods mislykket våbenhvile
Aktuel·14. maj 06.56
Hizbollah står stærkt i Sydlibanon trods krigen
Se lignende artikler på Google
Del artikel
Del denne artikel
Sydlibanon bliver stadig bombet, selv om der formelt er våbenhvile. Det nye er ikke bare, at kampene fortsætter. Det er, at støtten til Hizbollah i bevægelsens kerneområder også gør det, trods ødelæggelser, fordrivelse og et militært pres, der har svækket gruppen markant.
BBC's nye reportage fra det sydlige Libanon beskriver et område, hvor israelske angreb fortsætter dag og nat, og hvor lokale efter måneder med krig stadig ser Hizbollah som den eneste aktør, der reelt kan forsvare dem. Det er en vigtig udvikling, fordi den siger noget om, hvorfor konflikten er så svær at afslutte: militær nedslidning har ikke automatisk opløst bevægelsens sociale og politiske base. [1]
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
Hvorfor støtten holder
Hizbollah er ikke kun en milits. Bevægelsen har i årtier fungeret som en parallel magtstruktur i Libanon, især i shiitiske områder i syd, i Bekaa-dalen og i Beiruts sydlige forstæder. Den kombinerer væbnet kapacitet med politisk repræsentation og et tæt net af skoler, klinikker, velfærdsordninger og lokale hjælpesystemer. [2] [3]
Det er den struktur, der forklarer en del af loyaliteten. For mange familier i syd er Hizbollah ikke en ekstern ideologisk aktør, men en del af hverdagslivet, den organisation der har betalt for behandling, hjulpet efter bombardementer og skabt en følelse af beskyttelse i områder, hvor staten længe har været fraværende eller svag.
Det gælder især i et Libanon, der siden det økonomiske kollaps i 2019 har fået endnu svagere offentlige institutioner. Når staten ikke kan levere strøm, sundhed, sikkerhed eller genopbygning, får ikke-statslige aktører større greb om lokalbefolkningen. Hizbollah har udnyttet netop det tomrum i årevis. [4]
2006 er stadig skabelonen
Støtten i syd kan heller ikke forstås uden 2006-krigen. Dengang stod Hizbollah tilbage med store tab, men også med et image som den aktør, der havde modstået Israel. Den fortælling lever stadig. I mange landsbyer hænger plakater af dræbte kæmpere side om side med ødelagte huse, og mindet om tidligere krige er ikke historie, men identitet. [5]
Det betyder ikke, at opbakningen er ubetinget. Mange libanesere, også blandt shiaer, er trætte af at leve i en permanent konfrontation, og Hizbollah er blevet mødt med voksende kritik for at have trukket Libanon dybere ind i regionale konflikter, ikke mindst gennem sin tætte alliance med Iran og sin rolle i Syrien. Men når israelske angreb fortsætter, bliver den kritik ofte sekundær i de hårdest ramte områder.
Logikken er brutal og enkel: hvis man oplever sig under angreb, samler man sig lettere om den aktør, der lover modstand.
Hizbollah er svækket, men ikke væk
Det er vigtigt at skille to ting ad. Hizbollah er i 2026 svagere end før. Israels kampagne siden 2024 har ramt ledelsen hårdt, reduceret kapaciteter og gjort gruppens handlefrihed mindre. Hassan Nasrallah er dræbt, centrale kommandostrukturer er blevet slået i stykker, og bevægelsen opererer under langt større pres end efter 2006. [6]
Men en svækket Hizbollah er ikke det samme som en marginal Hizbollah. Bevægelsen har stadig våben, kadrer, lokal forankring og politisk vægt. Den fungerer fortsat som en "stat i staten" i dele af Libanon, og det er netop derfor, den kan overleve store militære tab uden at miste al lokal legitimitet. [7]
Fortsatte israelske angreb er med til at holde den legitimitet i live. Hver gang et hus rammes, eller en familie dræbes, styrkes fortællingen om, at syd stadig er ubeskyttet uden en væbnet modmagt. Det er et strategisk paradoks for Israel: angreb kan nedslide Hizbollah militært, men samtidig bekræfte den fortælling, som bevægelsen lever af politisk.
Der findes også reelle sprækker
Det ville være for enkelt at kalde støtten urokkelig. Der er troværdige modargumenter. Hizbollahs sociale netværk er pressede af krigen og Libanons økonomiske ruin. Genopbygning går langsommere, ressourcerne er mindre, og mange lokale er trætte af at betale prisen for en regional konflikt, hvor Iran, Israel og USA sætter de store rammer.
Den libanesiske hær og andre statslige institutioner bliver samtidig af eksterne aktører set som den eneste realistiske modvægt på længere sigt. USA har fortsat støttet den libanesiske hær netop af den grund. Hvis Beirut en dag får mere reel kapacitet i syd, kan det ændre magtbalancen. [8]
Men det er ikke dér, virkeligheden er nu. Lige nu er staten for svag, økonomien for smadret og sikkerhedsordenen for hul. Derfor bliver Hizbollah ved med at fremstå som nødvendig for mange af de mennesker, der lever tættest på fronten.
Iran-faktoren forsvinder ikke
Hizbollahs udholdenhed hænger også sammen med Iran. Teheran har i årtier leveret penge, våben, træning og strategisk retning. Det gør bevægelsen til mere end en lokal libanesisk aktør. Den er en del af en regional akse, som også har omfattet Syrien og andre iransk støttede grupper. [7]
Det er en styrke, fordi det giver ressourcer og overlevelsesevne. Det er også en sårbarhed, fordi mange libanesere ser netop den afhængighed som bevis på, at Hizbollah ikke kun kæmper for Libanon, men også for iranske interesser. Den spænding er gammel, men den bliver skarpere, jo længere krigen varer.
Bundlinjen
Det centrale nye punkt er ikke, at Hizbollah stadig har støtte i Sydlibanon. Det har bevægelsen haft længe. Det nye er, at støtten holder, selv efter en krig, der har afsløret både gruppens sårbarhed og prisen ved dens strategi.
Det siger noget ubehageligt klart om konfliktens karakter. Man kan bombe Hizbollahs folk, ledere og infrastruktur. Det er langt sværere at bombe de lokale forhold væk, som har gjort bevægelsen stærk i årtier: statens fravær, den shiitiske marginalisering, krigserfaringen og følelsen af, at ingen andre beskytter syd.
Så længe de forhold består, vil Hizbollah kunne miste styrke uden at miste sin grund til at eksistere. Det er derfor, våbenhvilen ikke stopper krigen, og derfor, den næste fase bliver politisk mindst lige så vanskelig som den militære.
Nævnte virksomheder
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Hizbollah står stærkt i Sydlibanon trods fortsat krig” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påeller
Læserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10