Ifølge HRW har M23-rebellerne og udenlandske soldater begået overgreb i Uvira under byens december-overtagelse, herunder massedrab og voldtægt; 53 civile mistede livet. Regeringerne nægter involvering, mens internationale aktører kræver svar.
Indledende signal
Hændelse 14. maj 05.09
65
53 civile dræbt under M23-overtagelsen af Uvira
Aktuel·14. maj 06.57
Uvira bløder stadig efter M23's brutale besættelse
Se lignende artikler på Google
Del artikel
Del denne artikel
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
En kort besættelse, en lang skygge
Uvira ligger ved Tanganyikasøen og tæt på grænsen til Burundi. Byen er et logistisk knudepunkt, en havneby og en militært vigtig adgangsvej i det østlige DR Congo. Da M23 i december 2025 rykkede ind, var det derfor ikke bare endnu en by, der skiftede hænder. Det var et signal om, hvor langt konflikten var kommet, og hvor lidt de diplomatiske løfter havde bremset den. [1]
Nu tegner en ny undersøgelse fra Human Rights Watch et langt mørkere billede af, hvad der skete under besættelsen. Ifølge organisationen blev mindst 53 civile dræbt under målrettede overgreb i Uvira, heraf 46 mænd, én kvinde og seks børn. Vidneudsagn beskriver dør til dør-razziaer, summariske henrettelser og seksuel vold. Flere af de interviewede fortæller, at de så naboer og familiemedlemmer blive skudt på klos hold. [2]
Det gør Uvira til mere end et punkt på et konfliktkort. Byen er blevet et koncentrat af den krig, som i årevis har ædt sig ind i det østlige Congo, og som igen og igen rammer civile først.
Hvad der skete i Uvira
M23 indtog Uvira den 10. december 2025. Det skete få dage efter en amerikansk støttet aftale mellem Congos præsident Félix Tshisekedi og Rwandas præsident Paul Kagame, der skulle dæmpe konflikten gennem sikkerhedssamarbejde og løfter om ikke-indblanding. Virkeligheden gik i den modsatte retning. [3]
Ifølge menneskerettighedsgrupper og internationale analyser blev Uviras fald ledsaget af massiv flugt. Byens placering ved grænsen til Burundi gjorde den til både en militær gevinst og en humanitær fælde. Forsyningslinjer blev afbrudt, hospitaler i området kom under voldsomt pres, og titusinder flygtede mod Burundi. [4]
Human Rights Watch besøgte Uvira i marts 2026 og interviewede et stort antal beboere. Vidneudsagnene peger på et mønster: bevæbnede mænd gik fra hus til hus i visse kvarterer, dræbte civile og udsatte kvinder og piger for overgreb. Organisationen siger også, at mange vidner ikke kun identificerede M23-soldater, men også uniformerede rwandiske soldater. [2]
Det er centralt, fordi Rwanda fortsat afviser at støtte M23 eller at have udstationeret egne styrker i det østlige Congo. Men både FN-eksperter, vestlige regeringer og flere uafhængige analyser har gennem længere tid peget på, at M23 opererer med tung rwandisk støtte, herunder tropper, artilleri, logistik og træning. [5]
M23 er ikke en ny krig, men en genoptaget krig
For at forstå Uvira må man forstå M23. Oprørsbevægelsen opstod i 2012 blandt soldater, der gjorde mytteri mod den congolesiske stat. Gruppen blev hurtigt berygtet for sin disciplin på slagmarken, sin brutale kontrol med lokalbefolkninger og sin tætte forbindelse til Rwanda. Efter et militært nederlag i 2013 forsvandt M23 delvist ud af rampelyset, men i 2021 genopstod bevægelsen med fornyet styrke. [6]
Siden da har M23 rykket langt ud over det, som tidligere blev opfattet som lokale oprørszoner. Gruppen erobrede Goma i januar 2025 og Bukavu i februar samme år. Uvira blev dermed ikke en undtagelse, men det næste led i en offensiv, der gradvist har flyttet konfliktens geografi og gjort hele Kivu-regionen mere ustabil.
Internationale vurderinger peger på, at Rwanda i perioder har støttet offensiven med mellem 3.000 og 4.000 soldater. FN-eksperter har tidligere beskrevet Kigali som havende de facto kontrol over dele af M23's operationer. Hvis den vurdering holder, gør det overgrebene i Uvira til et regionalt ansvar, ikke kun en lokal forbrydelse. [7]
Et velkendt mønster af overgreb
Det nye i Uvira er detaljerne. Det gamle er mønstret.
M23 og tilknyttede styrker er gennem mere end et årti blevet beskyldt for drab, tvangsforflyttelser, rekruttering, seksuel vold og repressalier mod civile. Den aktuelle dokumentation fra Uvira passer ind i en bredere historik, hvor kontrol over territorium bliver fulgt af kontrol gennem frygt. [8]
Menneskerettighedsorganisationer har samtidig fremhævet, at krigen i det østlige Congo ikke kun bliver mere brutal, men også mere teknologisk. I 2025 beskrev flere grupper brugen af droner og tungt artilleri i kampe, hvor civile områder blev trukket direkte ind i ildlinjen. Når byer som Uvira falder, bliver konsekvensen derfor ikke kun kampe i gaderne, men også kollaps i adgang til mad, sundhedspleje og flugtruter. [9]
Det forklarer, hvorfor Uvira hurtigt blev et symbol på mere end en militær manøvre. Byens korte besættelse viste, hvor hurtigt en regional magtkamp kan forvandle et civilt centrum til et sted præget af henrettelser, voldtægt og masseflugt.
Diplomati uden afskrækkelse
M23 trak sig ud af Uvira i januar 2026 efter kraftigt diplomatisk pres. Congolesiske styrker har siden generobret noget territorium i området, især i Ruzizi-sletten. Men tilbagetrækningen ændrer ikke det centrale problem: Gruppen er stadig aktiv nord for byen, og den politiske ramme omkring konflikten har ikke fjernet dens drivkræfter.
Tværtimod udstiller Uvira et voksende problem for internationale initiativer. Når en fredsaftale eller politisk erklæring bliver fulgt af en større erobring, sender det et klart signal om, at diplomati uden håndhævelse har begrænset effekt. Civilsamfundsgrupper har derfor presset især EU til at koble enhver regional proces tættere til sanktioner, ansvarlighed og humanitær adgang. [10]
Det spørgsmål bliver kun skarpere af HRW's fund. Hvis dokumentationen står til troende, er der ikke længere kun tale om en væbnet fremrykning, men om mulige krigsforbrydelser begået under en kortvarig besættelse af en stor by.
Hvorfor Uvira betyder noget
Uvira er ikke den største by i denne krig, og besættelsen varede kun få uger. Alligevel kan den vise sig at blive et nøglepunkt i forståelsen af konflikten.
For det første viser byen, at M23 ikke bare kan true randområder, men også overtage strategiske knudepunkter med regional betydning. For det andet viser de nye vidneudsagn, at civile overgreb ikke er sideeffekter, men ser ud til at være en integreret del af måden, kontrollen blev udøvet på. For det tredje stiller sagen et presserende spørgsmål til omverdenen: Hvad er værdien af fredsprocesser, hvis de ikke beskytter mennesker på jorden?
I Uvira er det spørgsmål ikke abstrakt. Det handler om naboer, der blev skudt i deres egne kvarterer, familier, der flygtede mod søen, og en by, som på få uger blev endnu et navn i den lange congolesiske liste over steder, hvor krigen kom helt ind i stuen.
Bundlinjen
Historien om Uvira er ikke kun historien om en oprørsgruppe og en kort besættelse. Det er historien om, hvor normaliseret masseovergreb er blevet i det østlige Congo, og hvor svært det internationale system har ved at stoppe dem.
Det nye i sagen er ikke, at M23 igen forbindes med vold mod civile. Det nye er, hvor præcist og hvor brutalt Uvira nu dokumenterer, hvad den type fremrykning betyder i praksis. Det bliver sværere for omverdenen at sige, at den ikke vidste, hvad der foregik.
Nævnte personer
Emner
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Uvira bløder efter M23's brutale besættelse i Congo” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påeller
Læserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10