KMT-møde med Xi giver Beijing en åbning i Taiwan

En gave til Beijing

For Xi handler sådan et møde ikke kun om symbolik. Det er et stykke politisk iscenesættelse med flere mål på én gang.

For det første viser Beijing, at det fortsat vil tale med taiwanske kræfter, der accepterer Kinas grundlæggende præmisser. Det centrale krav er modstand mod formel taiwansk uafhængighed og en eller anden form for tilslutning til det såkaldte 1992-konsensus, altså idéen om, at der kun findes ét Kina, mens parterne kan være uenige om fortolkningen. ^[2]

For det andet kan Kina bruge mødet til at understrege et budskab til både Taiwan og omverdenen: Problemet er ikke mangel på dialog, men hvem der sidder i Taipei. Når Beijing fryser kontakten til den regerende DPP, men ruller den røde løber ud for KMT, bliver Taiwans demokrati i praksis en arena, hvor Kina belønner de politiske kræfter, det foretrækker.

Det er en velkendt metode, men indsatsen er højere nu. DPP vandt præsidentvalget i 2024 for tredje gang i træk, og Beijing har siden skruet op for presset med militære øvelser, diplomatisk isolation og økonomiske signaler. Derfor er et billede af Xi side om side med en taiwansk oppositionsleder mere end et foto. Det er et narrativ: sameksistens er mulig, hvis Taiwan vælger anderledes. ^[3]

Hvem er Cheng Li-wun?

Cheng Li-wun står i spidsen for KMT, et parti der historisk har haft tættere bånd til fastlandet end sine rivaler i DPP. Hun fremstiller sig selv som realist. Hendes linje er, at Taiwan må tale med Beijing for at mindske risikoen for krig. ^[4]

Under besøget beskrev hun turen som en fredsmission. Hun sagde også, at modstand mod taiwansk uafhængighed og fastholdelse af 1992-konsensus er vejen til fred og samarbejde over strædet. Det er formuleringer, der falder næsten perfekt i tråd med Beijings egen retorik. ^[5]

Netop derfor er hun kontroversiel, også i egne rækker. Kritikken går ikke kun på indholdet, men på stil og strategi. Cheng er blevet beskrevet som konfrontatorisk og ideologisk skarp i en periode, hvor dele af KMT forsøger at modernisere partiet og tilpasse sig et Taiwan, der i stigende grad ser sig selv som noget andet end Kina. ^[6]

Hovedstaden Taipei i Taiwan, relevant for Taiwans politiske kontekst

Maps

Her ligger kernen i problemet for hende. Meningsmålinger og internationale undersøgelser peger på, at et klart flertal i Taiwan i dag først og fremmest identificerer sig som taiwansk, ikke kinesisk. Når Cheng taler om en fælles kinesisk skæbne eller antyder, at kinesisk identitet er naturlig på begge sider af strædet, taler hun derfor imod en stærk strøm i sit eget samfund.

Hvorfor mødet vækker uro i Taiwan

Kritikere i regeringspartiet DPP har hurtigt anklaget Cheng for at være alt for føjelig over for Beijing. Men uroen stikker dybere end almindelig partipolitik.

Det afgørende spørgsmål er, om dialog på Kinas betingelser faktisk skaber fred, eller om den gradvist flytter Taiwans politiske midte tættere på Beijings ønskede slutpunkt. Modstanderne frygter det sidste. De ser ikke mødet som afspænding, men som et forsøg på at normalisere kinesiske præmisser i taiwansk politik.

Her er Beijings strategi relativt klar. Kina forsøger ikke kun at presse Taiwan militært. Det forsøger også at forme den politiske debat indefra ved at løfte bestemte aktører og fortællinger frem. Budskabet er enkelt: Stemmer taiwanerne på de "forkerte", følger spænding og pres. Vælger de kræfter, der vil tale med Kina, åbner døren til ro og kontakt.

Det er effektivt, fordi det flytter fokus fra Kinas tvang til Taiwans ansvar. Risikoen er, at vælgere præsenteres for et falsk valg mellem fred gennem tilpasning eller konflikt gennem selvhævdelse.

Hvad betyder det for KMT?

Mødet kan styrke Cheng internt blandt partiets mest Kina-venlige vælgere, som længe har ønsket en tydeligere kurs mod dialog. Men det kan også blive en belastning.

KMT har i årevis kæmpet med et grundlæggende problem: Partiet vil gerne fremstå som ansvarligt og fredsskabende, men må samtidig overbevise vælgerne om, at det ikke vil sælge Taiwan billigt. Det er en vanskelig balance, og Cheng gør den ikke lettere.

Hvis hendes linje kommer til at ligne politisk synkronisering med Beijing, risikerer KMT at miste de moderate vælgere, som er skeptiske over for DPP, men endnu mere skeptiske over for Kina. For dem er stabilitet vigtig, men suverænitet vigtigere.

Det store billede

Xi Jinping har ikke fået Taiwan tættere på genforening af dette møde alene. Men han har fået noget andet, og på kort sigt måske vigtigere: en taiwansk oppositionsleder, der offentligt bekræfter, at Beijings foretrukne ramme stadig har politisk liv.

Det gør Cheng Li-wun til en mulighed for Kina, men også til en risiko for sit eget parti. Hvis hun kan overbevise vælgerne om, at dialog ikke er det samme som eftergivenhed, har hun flyttet noget. Hvis ikke, kan mødet i Beijing ende som endnu et bevis på, hvor svært det er for taiwanske politikere at nærme sig Kina uden selv at blive brændt af det.