New York-kirken indgår milliardforlig om overgreb

Placering af St. Patrick's Cathedral i Midtown Manhattan, New York, USA

Maps

Aftalen blev offentliggjort torsdag og er ikke kun stor i kroner og øre. Den er også et forsøg på at undgå det næste skridt, som flere andre katolske stifter allerede har taget: konkursbeskyttelse efter Chapter 11. ^[2]

Et forlig i den tunge ende, men ikke det største

Placering af Cathedral of Our Lady of the Angels i det centrale Los Angeles, USA

Maps

Forliget i New York ligger lige under de største amerikanske sager på området. I 2024 indgik ærkebispedømmet i Los Angeles et forlig på 880 millioner dollar, som fortsat regnes som det største enkeltforlig i den katolske misbrugskrise. Men New York-aftalen er stadig i den absolutte top og understreger, hvor dyrt opgøret med årtiers overgreb er blevet for kirken i USA. ^[1]

Baggrunden er blandt andet lovgivning, som i flere delstater har åbnet for, at ofre kan anlægge sager om overgreb, selv om de ligger årtier tilbage. I New York blev tusindvis af gamle sager genåbnet, efter at staten ændrede reglerne og gav ofre en ny mulighed for at gå til domstolene. ^[3]

Det er den lovændring, der for alvor satte fart i sagsbunken mod kirkelige institutioner, spejdersammenslutninger og andre organisationer med historiske overgrebssager.

Derfor er aftalen mere end et erstatningsbeløb

Aftalen er resultatet af næsten seks års forhandlinger mellem kirken, dens forsikringsselskaber og advokater for ofrene. Konstruktionen er central: Pengene skal placeres i en fælles fond for de overlevende, ikke udbetales som enkeltstående domme i hver sag. ^[2]

Planen er ifølge amerikanske retsdokumenter, at 615 millioner dollar indbetales med det samme, mens cirka 185 millioner dollar skal følge inden for omkring 15 måneder. Den model giver kirken luft her og nu, men udskyder ikke regningen i egentlig forstand. Den flytter den blot ind i en samlet mekanisme, der skal håndtere fordeling og afslutning. ^[1]

Presset fra tidligere afsløringer og nye søgsmål

New Yorks katolske kirke har i årevis været under pres fra både ofre, anklagere og offentligheden. De første store bølger af afsløringer i USA kom for alvor i begyndelsen af 00'erne, men mange stifter, også New York, blev senere mødt af kritik for at have reageret for sent, for defensivt og for lukket. ^[4]

Siden da har ærkebispedømmet offentliggjort navne på præster, der troværdigt er blevet anklaget for overgreb, udbygget baggrundstjek, indført obligatorisk undervisning i beskyttelse af børn og etableret systemer til indberetning og støtte. Den type reformer er i dag standard mange steder i den amerikanske kirke, men kritikere peger på, at de først kom efter årtiers intern tavshed og eksternt pres. ^[5]

Netop derfor bliver størrelsen på forlig som dette ofte læst som mere end en økonomisk aftale. Det er også en indirekte måling af, hvor omfattende problemet var, og hvor længe institutionerne undlod at håndtere det åbent.

Spørgsmålet om gennemsigtighed forsvinder ikke

Et stort forlig kan give overlevende erstatning hurtigere end tusind enkeltretssager. Men det lukker ikke nødvendigvis debatten om ansvar.

Jurister og fortalere for mere åbenhed har i årevis advaret mod, at brede forlig kan komme med tavshedselementer eller så omfattende ansvarsfrigivelser, at offentligheden mister indblik i, hvem der vidste hvad og hvornår. Den kritik er ikke ny, men den er blevet skærpet efter #MeToo, hvor flere amerikanske delstater har forsøgt at begrænse hemmeligholdelse i sager om seksuelle krænkelser og misbrug.

I New York-sagen er det endnu ikke fuldt belyst, hvor åbne de endelige vilkår bliver. Det bliver et centralt punkt. For overlevende handler retfærdighed ikke kun om penge, men også om dokumentation, anerkendelse og om at forhindre, at institutionel tavshed gentager sig.

Hvad det betyder for kirken i praksis

For ærkebispedømmet er aftalen både en økonomisk belastning og en styringsmæssig prøve. New York-ærkebispedømmet omfatter omkring 560 sogne, skoler og katolske velgørende organisationer. Når et så stort forlig skal finansieres, opstår det uundgåelige spørgsmål, om regningen ender med at ramme lokale menigheder, ejendomme, undervisning eller sociale tilbud. ^[6]

Kirken har en klar interesse i at signalere det modsatte, nemlig at man kan betale uden at demontere den daglige drift. Men erfaringer fra andre amerikanske stifter viser, at store misbrugsforlig ofte fører til salg af aktiver, omprioriteringer og mere central kontrol med økonomien. Selv når konkurs undgås, ændrer sådanne aftaler institutionens handlefrihed i mange år. ^[3]

Forsikringsselskaberne spiller også en væsentlig rolle. En del af de langvarige forhandlinger har netop handlet om, hvem der skal bære hvilke dele af regningen, og hvor langt ældre policer rækker. Det er teknisk stof, men helt afgørende for, om kirken kan undgå endnu hårdere indgreb. ^[2]

Blik fremad

Forliget i New York er på én gang et forsøg på afslutning og et bevis på, at sagen ikke er afsluttet. Hvis alle berørte accepterer aftalen inden de fastsatte frister i juni, kan kirken undgå konkurs og få lukket et massivt kompleks af sager. Hvis ikke, kan den blive tvunget ind i netop den proces, den prøver at undgå. ^[1]