I aften skriver Donald Trump på Truth Social, at et planlagt amerikansk angreb mod Iran er aflyst, mens der føres seriøse forhandlinger. Parterne håber på en aftale uden atomvåben og blandt andet Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har været involveret i forhandlingerne.
Indledende signal
Hændelse 18. maj 20.03
62
Trump afblæser Iran-angreb, mens seriøse forhandlinger fortsætter
Aktuel·18. maj 20.16
Krigen i Iran6 timer siden
Trumps USA4 timer siden
Pakistan i centrum for nye USA Iran forhandlinger
Se lignende artikler på Google
Podcast
0:00
1:19
Del artikel
Del denne artikel
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
Islamabad er tilbage i centrum, mens Trump taler om "seriøse forhandlinger" med Iran
Donald Trump siger, at et planlagt amerikansk angreb på Iran er blevet afblæst efter pres fra Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.[1] Det nye og væsentlige er ikke endnu en dramatisk Trump-formulering. Det er, at Islamabad igen ser ud til at være omdrejningspunktet for den diplomatiske kanal, som kan afgøre, om våbenhvilen holder.
Ifølge Trump var angrebet planlagt til tirsdag, men blev sat på pause, fordi der nu foregår "seriøse forhandlinger". Samtidig fastholder han den klassiske dobbelte besked: fred, hvis Iran accepterer en aftale, og storskalaangreb, hvis det ikke sker.
Relateret artikel:
Trump hævder, at USA udskød angreb på Iran
Det nye spor: Pakistan som egentlig mægler
Det har allerede været kendt, at Golfstaterne forsøger at købe tid og undgå en ny regional eksplosion. Det, der står skarpere nu, er Pakistans rolle som aktiv mægler, ikke bare praktisk vært. Tidligere i år mødtes amerikanske og iranske repræsentanter i Islamabad, og flere diplomatiske signaler peger på, at Pakistan fortsat holder den kanal åben.[2][3]
Tyrkiets udenrigsminister Hakan Fidan har beskrevet forløbet som kritisk, men ikke kollapset. Han har samtidig peget på, at der stadig er vilje til at fortsætte drøftelserne mellem USA, Iran og Pakistan.[4] Det gør Islamabad-sporet vigtigt af en simpel grund: Der findes meget få steder, hvor begge parter stadig kan tale uden at tabe ansigt offentligt.
Hvorfor netop Pakistan
Pakistan har et særligt incitament til at holde konflikten nede. Landet har både geografiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske grunde til at undgå, at en USA-Iran-krig breder sig. Samtidig kan Islamabad tale med Teheran uden den samme historiske mistillid, som præger flere arabiske hovedstæder.[5]
Det gør ikke Pakistan til en neutral stormægler. Men det gør landet brugbart som kanal, når Washington og Teheran ikke vil mødes direkte i fuld offentlighed.
Golfstaterne forsøger at forhindre, at krigen lander hos dem selv
Qatar, Saudi-Arabien og UAE optræder i Trumps version som dem, der bad ham stoppe. Uanset hvor præcis hans beskrivelse er, passer den med deres interesser. De vil ikke have et iransk atomprogram uden bremser. Men de vil heller ikke have iranske missiler, droner og gengældelsesangreb rettet mod egne havne, byer og energianlæg.[6]
Relateret artikel:
Golfstaterne presser på for at bremse Iran-angreb
Den frygt er ikke teoretisk. Hormuzstrædet er blevet et chokpunkt med globale konsekvenser. Omkring en femtedel af verdens olie og gas passerer normalt gennem farvandet, og gennemsejlingen har i perioder været reduceret dramatisk.[7][8] Mindst 16 skibe er blevet ramt i den seneste fase af konflikten, og et Mærsk-skib blev i marts ramt af missilfragmenter.
For Golfen handler diplomati derfor ikke kun om fredsretorik. Det handler om at forhindre, at deres egen infrastruktur og økonomi bliver næste mål.
En regional regning, der rækker langt ud over olie
Konsekvenserne stopper ikke ved energipriser. Over 70 procent af regionens fødevarer importeres gennem ruter, der går via Hormuz til blandt andet Jebel Ali i UAE. Hvis trafikken forstyrres, er det ikke kun et spørgsmål om dyre tønder olie, men også om forsyningssikkerhed for mad og medicin.
Det forklarer, hvorfor Golfstaterne presser på for en aftale, selv om de ikke nødvendigvis stoler på Iran, og heller ikke nødvendigvis tror på et hurtigt gennembrud.
Atomspørgsmålet er stadig den hårde kerne
Trump siger, at en aftale skal betyde "ingen atomvåben til Iran". Det lyder enkelt. Det er det ikke.
Siden begyndelsen af 2020'erne er Irans atomprogram blevet mere avanceret og samtidig mindre gennemsigtigt. Efter sammenbruddet af den gamle atomaftale steg berigelsesniveauerne, overvågningen blev svækket, og den politiske afstand mellem Vesten og Teheran voksede.[9] Hvor diplomati tidligere byggede på begrænsning, kontrol og løbende verifikation, er udgangspunktet nu langt dårligere.
Det er også derfor, forhandlingerne er så vanskelige. USA vil have langt hårdere kontrol, begrænsning af beriget uran og i praksis en tilbagevenden til et mere gennemlyst program. Iran vil have sikkerhedsgarantier og lettelser i de sanktioner, der har ramt landets økonomi hårdt gennem flere år.
Sanktionerne har ændret forhandlingsrummet
Amerikanske sanktioner siden begyndelsen af 2020'erne har skåret dybt i Irans olieindtægter, finansielle adgang og handelsmuligheder. De har ikke stoppet atomprogrammet. Til gengæld har de gjort et fremtidigt kompromis dyrere politisk for begge sider.
For Washington er problemet, at maksimalt pres ikke har leveret en holdbar løsning. For Teheran er problemet, at enhver ny aftale risikerer at ligne et tilbageskridt uden garanti for, at USA ikke igen trækker sig senere.
Våbenhvilen holder kun, hvis parterne tror, der er mere at hente ved at vente
Formelt har der været våbenhvile i spil siden april. Reelt er situationen stadig skrøbelig. Når der ikke findes en solid offentlig mekanisme til at verificere brud, bliver hver episode hurtigt en kamp om fortællingen.
Derfor er Trumps udmelding også risikabel. Offentlig afskrækkelse kan presse Iran. Den kan også få Teheran til at tvivle på, om Washington forhandler i god tro, eller blot bruger truslen som kulisse. Det samme gælder USA's regionale partnere, som har brug for forudsigelighed, ikke kun signalpolitik.
Blik fremad
Hvis der faktisk foregår seriøse forhandlinger, er det vigtigste ikke Trumps opslag, men hvem der holder kanalerne åbne. Her er Pakistan, støttet af Qatar, Saudi-Arabien og UAE, blevet mere centralt, end meget af den første dækning gav indtryk af.
Det afgørende spørgsmål er nu enkelt: Kan mæglerne skaffe nok tid til, at en teknisk svær og politisk dyr atomaftale overlever næste militære frist?
Hvis svaret er nej, er konsekvensen ikke bare endnu et sammenbrud i relationen mellem USA og Iran. Så er det risiko for nye angreb, højere energipriser og en region, der endnu en gang skal betale for beslutninger truffet andre steder.
Nævnte personer
Nævnte virksomheder
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Pakistan i centrum for USA Iran forhandlinger nu” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påeller
Læserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10