PET i Grønland vækker strid om overvågning og magt

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En udtalelse, der rammer en øm nerve

Når den tidligere topembedsmand og nuværende erhvervsmand Svend Hardenberg siger, at han "sagtens" kunne være blandt dem, PET holder øje med, er det ikke bare en personlig bemærkning. Det rammer direkte ind i et af de mest følsomme spørgsmål i forholdet mellem Grønland og Danmark: Hvem definerer, hvad der er legitim politisk og økonomisk interesse i Grønland, og hvornår bliver den interesse et sikkerhedsanliggende?

Nuuk i Grønland – placering i det arktiske område og Grønlands hovedstad

Hardenbergs pointe er klar. Hvis man arbejder for investeringer, udvikling og større råderum i Grønland, kan man i dagens geopolitiske klima hurtigt komme til at ligne en figur, som efterretningstjenesterne finder interessant. Ikke nødvendigvis fordi der er gjort noget ulovligt, men fordi Grønland i stigende grad er blevet et strategisk område, hvor stormagter, råstoffer, militær tilstedeværelse og indflydelse flettes sammen. ^[1]

Grønland er ikke et almindeligt regionalt spørgsmål

Christiansborg Slot i København – centrum for dansk sikkerheds- og efterretningspolitik

Grønland er en del af Kongeriget Danmark, men har siden selvstyreloven i 2009 haft omfattende kontrol over egne indre anliggender. Samtidig ligger udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken fortsat i rigets fælles ramme. Det er netop her, spændingen opstår. ^[2]

Formelt hviler Grønlands forfatningsmæssige status på grundloven og selvstyreloven. Politisk betyder det, at Naalakkersuisut og Inatsisartut styrer en lang række overtagne områder, mens København fortsat har nøglerne til sikkerhed og efterretning. Når PET arbejder i eller om Grønland, sker det altså ikke i et tomrum, men i et felt, hvor grønlandsk selvbestemmelse og dansk rigsansvar kolliderer. ^[3]

Det er en vigtig forskel. For i Danmark vil overvågning eller efterretningsmæssig interesse typisk blive læst som et spørgsmål om statens sikkerhed. I Grønland kan det hurtigt også blive læst som et spørgsmål om magt, tillid og kolonial arv.

PETs mandat i Grønland er reelt, men politisk sprængfarligt

PET har ansvar for at forebygge og efterforske trusler mod statens sikkerhed, herunder spionage, ulovlig efterretningsvirksomhed og påvirkningsoperationer. Det gælder også i Grønland, fordi sikkerhedspolitik ikke er hjemtaget område. ^[4]

Det betyder ikke, at enhver grønlandsk erhvervsaktør eller politisk stemme er under mistanke. Men det betyder, at personer med adgang til strategiske sektorer, udenlandske investorer eller politiske netværk kan blive relevante i et efterretningsbillede, hvis myndighederne vurderer, at udenlandske stater forsøger at opnå indflydelse.

Og netop dér bliver sagen følsom. Grønland er ikke bare et arktisk territorium med fiskeri og bloktilskud. Øen er central i amerikansk forsvarsplanlægning, ligger tæt på nye sejlruter og rummer råstoffer, som både vestlige lande og rivaliserende magter har interesse i. Det gør grænsen mellem legitim erhvervsudvikling og sikkerhedsmæssig mistanke mindre skarp, end mange i Grønland vil acceptere. ^[1]

Investeringer er blevet et sikkerhedspolitisk minefelt

Hardenbergs udtalelse falder ind i en tid, hvor investeringer i Grønland allerede er under langt hårdere politisk kontrol. En grønlandsk investerings- og screeningslov har været diskuteret netop for at bremse uønskede udenlandske investeringer, men kritikken har været markant: reglerne er for uklare, processerne for uforudsigelige, og retssikkerheden for svag. ^[5] ^[6]

Grønlands Erhverv og juridiske kritikere har advaret om, at uklare kontrolmekanismer kan afskrække seriøse investorer, fordi virksomheder ganske enkelt ikke ved, hvilke kriterier de bliver målt på. Hvis den usikkerhed kombineres med en offentlig forestilling om, at centrale erhvervsfolk også kan være genstand for sikkerhedstjenesternes interesse, opstår et dobbelt problem. ^[7]

For det første kan det skade investeringsklimaet. Kapital søger ikke kun mod ressourcer, men mod forudsigelige institutioner.

For det andet kan det skade den interne tillid i Grønland. Hvis forretningsfolk og politiske aktører begynder at tro, at engagement i udvikling eller udenlandske partnerskaber automatisk udløser mistanke, risikerer man en politisk kultur præget af selvcensur og mistro.

Der findes en historisk bagage, som gør alt værre

Der er ikke i det åbne materiale tegn på en række kendte, dokumenterede sager, hvor PET systematisk har overvåget grønlandske erhvervsledere som gruppe. Men det betyder ikke, at emnet er politisk neutralt.

I Grønland bliver statslig overvågning aldrig kun vurderet teknisk. Den vurderes i lyset af et langt forhold, hvor beslutninger om territoriet ofte er blevet truffet i København, og hvor grønlandske interesser ikke altid har været defineret af grønlænderne selv. Derfor vil selv antydningen af, at personer, der arbejder for investeringer og udvikling, kan være under observation, blive læst gennem en bredere fortælling om kontrol. ^[8]

Det er også derfor, Hardenbergs formulering er så skarp. Han gør ikke krav på at kende PETs konkrete praksis. Han peger på, at det i sig selv er plausibelt for ham, at han eller hans "interessefæller" kan være interessante for tjenesten. Den slags udsagn flytter debatten fra jura til legitimitet.

Det egentlige spørgsmål er, hvem der får lov at ville noget med Grønland

Sagen handler i sidste ende mindre om én erhvervsmand og mere om magtfordelingen omkring Grønlands fremtid. Hvis Grønland vil tiltrække investeringer, udvikle råstoffer, infrastruktur og nye partnerskaber, kræver det kontakt til udenlandske aktører. Men hvis de kontakter samtidig foregår i et landskab, hvor Danmark bærer sikkerhedsansvaret og stormagter konkurrerer om indflydelse, vil nogen uvægerligt blive betragtet som potentielle risici.

Det er forståeligt set fra en sikkerhedstjenestes synspunkt. Men politisk er det farligt, hvis den logik bliver for bred. For så kan almindelig interessevaretagelse i Grønland begynde at ligne et mistænkeligt projekt, bare fordi området er blevet geopolitisk vigtigt.

Hvorfor det betyder noget

Hardenbergs bemærkning er lille i format, men stor i betydning. Hvis ledende grønlandske aktører oplever, at deres arbejde for investeringer og udvikling kan bringe dem ind i efterretningstjenesternes søgelys, er det ikke kun et spørgsmål om overvågning. Det er et spørgsmål om tillid mellem Nuuk og København.

Og i et rigsfællesskab, hvor selvbestemmelse og sikkerhed allerede trækker i hver sin retning, er tillid den ressource, der er sværest at genopbygge, når den først er slidt ned.

Eks-topembedsmand i Grønland: tætte amerikanske kontakter og afvisning af stor indflydelse

PET i Grønland vækker strid om overvågning