Sudansk band holder Khartoums lyd i live fra eksil

Aswat Almadina blev skabt af Khartoum, og nu prøver bandet at holde liv i byens lyd fra eksil. Det er kernen i historien om en af Sudans mest markante grupper, som fortsætter med at spille, skrive og udgive musik, selv om medlemmerne er spredt af en krig, der har lagt landet i ruiner.

Borgerkrigen i Sudan, som brød ud i april 2023 i magtkampen mellem hæren og RSF-militsen, har udviklet sig til en af verdens værste humanitære katastrofer. Titusinder er dræbt, millioner er fordrevet, og Khartoum, som engang var bandets kreative centrum, er blevet et symbol på sammenbrud. For Aswat Almadina er krigen ikke bare baggrund. Den har revet selve infrastrukturen væk under et band, der i et årti har brugt musikken som social kommentar, samlingspunkt og modstandssprog. ^[1]

Khartoum, Sudan – byens centrum og oprindelse for Aswat Almadina, som bandet stammer fra.

Maps

Et band født af Khartoums gader

Aswat Almadina, som kan oversættes til "Byens stemmer" eller "Byens lyde", blev dannet i Khartoum i midten af 2010'erne. Gruppen byggede hurtigt en særpræget lyd ved at blande sudanesiske og mellemøstlige folketoner med urban pop, jazz og moderne bandformat med guitarer, keyboards og percussion. Teksterne lå tæt på hverdagen i Sudan, især de unges liv, frustrationer og håb. ^{[2] [3]}

Forsanger og medstifter Ibrahem Mahmoud, også kendt som Ibrahim Ibn Albadya, blev tidligt gruppens mest synlige stemme. Bandet fik ry for at skrive om korruption, social uretfærdighed og et samfund i spænd mellem stagnation og forandring. Det gav dem både et ungt publikum og politisk opmærksomhed. ^[4]

Gruppen blev også kendt for konkrete civilsamfundsinitiativer omkring deres koncerter og blev udpeget som goodwill-ambassadører for UNDP i Sudan. De udgav blandt andet albumprojekterne Khashab og Logat Alshware, og de voksede frem som et af de første sudanesiske bands, der for alvor kombinerede livekultur, sociale medier og en tydelig offentlig rolle. ^[5]

Musik som politisk handling

Det siger noget væsentligt om, hvad gruppen stod for længe før frontlinjerne delte Sudan. Musikken var ikke bare underholdning. Den fungerede som et rum, hvor politisk sprog kunne blive følelsesmæssigt, kollektivt og sværere at lukke ned. Den rolle blev endnu tydeligere under protestbølgen i 2018 og 2019, som endte med at vælte Bashir. ^[7]

Aswat Almadina blev i de år et lydspor til et nyt Sudan, eller i hvert fald til forestillingen om et nyt Sudan. Netop derfor er historien om bandet i dag også historien om, hvad der sker med en revolutionær kultur, når landet bryder sammen, og kunstnerne må flygte.

Krigen spredte bandet

Da kampene brød ud i 2023, forlod flere af medlemmerne Khartoum efter få måneder. Beretningerne fra byen var præget af lig i gaderne, udbrændte biler og hele kvarterer ødelagt af kampe. For musikere som levede af øvelokaler, spillesteder, netværk og strømforsyning, forsvandt grundlaget næsten fra den ene dag til den anden.

Det nye i bandets historie er derfor ikke bare, at medlemmerne lever i diaspora. Det er, at Aswat Almadina nu eksisterer som et decentralt projekt. Nogle medlemmer er flygtet til nabolande eller Gulf-landene, mens Ibrahim Ibn Albadya ifølge nyere research har arbejdet videre fra Nairobi i Kenya. Andre har haft ophold i blandt andet Saudi-Arabien. Detaljerne om hele medlemskredsen er stadig uklare, men det står fast, at gruppen ikke længere fungerer som et samlet Khartoum-baseret band i klassisk forstand. ^[8]

Det ændrer både arbejdsformen og musikken. Hvor bandet tidligere voksede gennem fysiske koncerter i Sudan, må produktion, samarbejde og distribution nu ske på afstand, ofte digitalt, ofte med begrænsede ressourcer.

Eksil er ikke stilhed

Det afgørende er, at eksil ikke har betydet tavshed. Tværtimod peger meget på, at sudanesiske musikere i de seneste tre år har flyttet deres praksis over i diasporaens rum: små koncerter i udlandet, studiearbejde fra midlertidige baser, onlineudgivelser og samarbejder, der kan holde forbindelsen til publikum i live. ^[9]

For Aswat Almadina handler det ikke kun om at overleve som band. Det handler om at bevare en kulturel hukommelse. Når Ibrahim Ibn Albadya fra Nairobi fortsætter med at producere musik, er det også et forsøg på at fastholde det Sudan, som krigen prøver at udslette: stemmerne, rytmerne, gadesproget og den kollektive erfaring fra Khartoum.

Det passer ind i et bredere mønster blandt sudanesiske kunstnere. Forskere, kulturmedier og humanitære aktører beskriver igen og igen musik som modstand, moralsk støtte og dokumentation under krigen. Når institutioner kollapser, bliver sange et arkiv for det, folk har oplevet. De bliver en måde at holde sammen på identitet, sorg og håb, især for et publikum, der selv er spredt over flere kontinenter. ^{[10] [11]}

Fra national scene til global diaspora

Krigen har også flyttet den sudanesiske musikscene geografisk. Før 2023 kunne bands som Aswat Almadina opbygge en direkte relation til publikum gennem koncerter i Khartoum og andre byer. I dag er scenen langt mere afhængig af diasporaen, streaming og internationale kulturplatforme.

Det er både en mulighed og et tab. Muligheden ligger i, at sudanesiske kunstnere kan finde nye lyttere og nye støttestrukturer uden for landet. Tabet er, at den lokale scene, som skabte musikken, er blevet flået itu. Et band, der var defineret af byens lyde, må nu genskabe byen gennem filer, minder og midlertidige studierum.

Den forskydning giver Aswat Almadina en særlig position. De er ikke kun et band, der overlevede krigen. De er blevet et eksempel på, hvordan en national kultur fortsætter i fragmenter, når staten og byen ikke længere kan bære den.

Hvorfor det betyder noget

Sudan har mistet koncertsale, kvarterer og utallige liv. Men bandets fortsatte arbejde fra eksil peger på noget, som hverken censur eller krig helt kan knuse: Evnen til at gøre erfaring om til sang, og sang til fælles hukommelse. For Aswat Almadina er det ikke en romantisk idé. Det er en arbejdsform, og måske også en overlevelsesstrategi.