Khiam viser, hvor skrøbelig Libanons våbenhvile er

Det, der er nyt i det sydlige Libanon, er ikke selve våbenhvilen. Det er, at civile nu forsøger at teste, om den overhovedet findes i praksis.

I grænsebyen Khiam forsøger indbyggere at vende hjem, mens eksplosioner fortsat kan høres, og den libanesiske hær har oprettet afspærringer for at holde folk tilbage. Det sker på våbenhvileaftalens anden dag, og det understreger det centrale problem, som også prægede den forrige artikel om den skrøbelige pause i kampene: En formel deeskalering er ikke det samme som sikker adgang for civile.

Khiam i Libanon tæt ved Israels grænse, hvor civile forsøger at vende tilbage under våbenhvilen.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Khiam er blevet symbol på den svære tilbagevenden

BBC's reportageteam beskriver en by, hvor mange beboere vil tilbage til deres huse, men hvor forholdene stadig er for farlige. Når hæren spærrer vejene, er det ikke kun et spørgsmål om militær kontrol. Det er også et tegn på, at myndighederne vurderer, at frontlinjen endnu ikke er stabil nok til, at civile kan vende tilbage uden betydelig risiko.

Khiam ligger tæt på grænsen til Israel og har i årtier været en af de mest følsomme byer i det sydlige Libanon. Det er et sted, hvor enhver våbenhvile hurtigt bliver konkret: Kan man åbne vejen ind til byen, tænde strømmen, få vand i hanen og sove uden nye bombardementer?

Svaret lige nu er tydeligvis nej.

Hvorfor netop Khiam er så følsom

Arven fra 2006 er stadig intakt

Baggrunden går tilbage til krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006. Efter den konflikt vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1701, som skulle stoppe kamphandlingerne og skabe grundlag for en mere permanent ro langs grænsen. ^[1]

Resolutionen havde flere klare mål: Den libanesiske stat skulle genetablere sin myndighed i det sydlige Libanon, den libanesiske hær skulle deployeres i området, og FN-styrken UNIFIL skulle forstærkes for at overvåge situationen og støtte implementeringen på jorden. Samtidig blev der lagt op til, at væbnede grupper i Libanon skulle afvæbnes, et punkt som i praksis aldrig er blevet gennemført fuldt ud. ^[2]

Det er vigtigt, fordi dagens scene i Khiam ikke er en undtagelse, men et resultat af et system, der i næsten 20 år har været baseret på midlertidig afskrækkelse, ikke på en endelig politisk løsning.

En grænse uden fredsaftale

Efter Israels tilbagetrækning fra det sydlige Libanon i 2000 fastlagde FN den såkaldte Blue Line, en cirka 120 kilometer lang tilbagetrækningslinje, som siden har fungeret som praktisk reference for patruljering og krisestyring. Den er ikke en formelt aftalt international grænse, og netop derfor er området ekstremt sårbart over for misforståelser, infiltrationer og hurtig eskalation. ^[1]

Khiam ligger i denne geografi. For indbyggerne betyder det, at hverdagsliv og grænseadministration i årevis har været filtret sammen med militære vurderinger, FN-patruljer og skiftende sikkerhedszoner.

UNIFILs rolle, og dens begrænsninger

UNIFIL er stadig en central aktør i det sydlige Libanon med omkring 10.000 fredsbevarende soldater. Missionen har siden 1978 haft til opgave at bidrage til ro og støtte den libanesiske stat, og efter 2006 blev mandatet udvidet betydeligt. ^[3]

Hvad styrken faktisk kan gøre

UNIFIL overvåger hændelser langs Blue Line, patruljerer området, rapporterer brud på resolution 1701 og støtter den libanesiske hær i dens tilstedeværelse sydpå. Missionen fungerer også som forbindelsesled mellem parterne for at undgå, at lokale episoder udvikler sig til større sammenstød. ^[3]

Det gør UNIFIL vigtig for den daglige krisestyring.

Hvad styrken ikke kan gøre

Men UNIFIL kan ikke på egen hånd gennemtvinge afvæbning, garantere civile sikkerhed eller stoppe en ny optrapning, hvis de politiske og militære aktører vælger konfrontation. FN har flere gange advaret om, at kampene i området også udsætter fredsbevarende styrker for fare, og missionens egne meldinger fra 2024 beskrev tunge ildkampe, luftangreb og grænseoverskridende operationer tæt på dens positioner. ^[4]

Det er den begrænsning, der nu bliver synlig i Khiam: Der findes en international sikkerhedsarkitektur, men den er ikke stærk nok til at skabe øjeblikkelig normalitet.

Civile vender ikke bare hjem til en by, men til en risikozone

Når mennesker forsøger at vende tilbage kort efter kampe, er risikoen bredere end den umiddelbare beskydning. Ødelagte bygninger, ustabile forsyningslinjer og fare fra ueksploderet ammunition gør tilbagevenden usikker, selv hvis skuddene stilner af.

Derudover følger de socioøkonomiske problemer hurtigt. Mange familier vender tilbage uden sikker adgang til indkomst, sundhedsydelser eller stabil strøm- og vandforsyning. Humanitære systemer er i forvejen pressede globalt, og FN har advaret om, at hjælpeaktioner i 2025 og 2026 er ramt af markante finansieringsproblemer. Det gør genopretning langsom, også når den politiske vilje er til stede. ^[5]

I en by som Khiam betyder det, at spørgsmålet ikke kun er, om folk må komme hjem, men om der reelt er noget at komme hjem til.

Ny politisk tone, men stadig ingen garanti

Libanons præsident Joseph Aoun sagde fredag, at landet går ind i en ny fase, som kan forvandle den midlertidige våbenhvile til en permanent fredsordning. Det er politisk vigtigt, fordi det signalerer et ønske om at bruge den aktuelle pause til noget mere varigt.

Men terrænet modsiger foreløbig optimismen. Så længe eksplosioner fortsat høres i og omkring delvist israelsk besatte områder, og hæren aktivt forhindrer beboere i at vende tilbage, er den operative virkelighed stadig præget af usikkerhed.

Det er præcis her, forskellen mellem diplomati og virkelighed bliver målt.

Blik fremad

Hvis våbenhvilen skal overleve, bliver Khiam en tidlig stresstest. Ikke fordi byen alene afgør udviklingen, men fordi den viser, om staten, hæren, UNIFIL og de involverede parter kan omsætte ord til basal sikkerhed for civile.

Det næste afgørende tegn bliver enkelt: Får beboerne lov til at vende hjem uden at løbe direkte ind i en ny krigszone? Hvis svaret fortsat er nej, er våbenhvilen stadig kun et politisk udkast.

Khiam-beboere forsøger at vende hjem under anden dag af våbenhvilen