Toldkrigen mellem USA og Kina er stadig hård

Beijing, Kina – sted for topmødet mellem USA og Kina, som nævnes i begyndelsen af artiklen

Maps

Toldregimet er stadig hårdt, bare mere rodet

Det er vigtigt, fordi toldkrigen aldrig kun handlede om billige forbrugsvarer på hylderne. Den ramte også input til amerikansk industri.

Siden er systemet blevet mere komplekst. Mange af de gamle satser blev stående under Biden, som valgte kontinuitet frem for afvikling. Resultatet er et permanent presregime, hvor Kina møder høje amerikanske toldsatser på store dele af sin eksport, samtidig med at USA også bruger andre handelsbarrierer, især på teknologiområdet. ^{[3] [4]}

Seoul, Sydkorea – nævnt som tidligere mødested i artiklen (møder i Sydkorea i oktober)

Maps

De mest ramte varegrupper

• elektronik og elektriske komponenter
• maskiner og industriudstyr
• møbler og en række forbrugsvarer
• kemiske produkter og materialer
• dele til transport og avanceret produktion

Der er våbenhvile, men ikke tillid

Det er også derfor, amerikanske topchefer fra selskaber som Boeing, Citigroup og Qualcomm ventes med. Hvis der kommer konkrete aftaler, bliver de sandsynligvis smalle og sektorvise, ikke et stort gennembrud.

Hvad har toldkrigen gjort ved økonomien?

De politiske argumenter for told er velkendte: beskytte amerikansk industri, lægge pres på Kina og få produktion hjem. De faktiske resultater er mere blandede.

Men regningen er ikke blevet sendt til en abstrakt modpart i Beijing. En betydelig del er sendt videre til amerikanske importører og forbrugere. Importerede kernevarer og varige forbrugsgoder steg samlet 1,5 procent i pris i 2025 frem til januar 2026. Analysen peger på, at gennemslaget fra told til forbrugerpriser er betydeligt, især for varer, der er svære at erstatte hurtigt. ^{[5] [6]}

Fremstilling er mest udsat

Der er ikke klare tegn på en stor samlet beskæftigelseseffekt i hele økonomien. Derimod er effekterne skæve: nogle beskyttede producenter vinder, mens virksomheder længere nede i kæden taber på dyrere input.

Kina har tilpasset sig, ikke kapituleret

Kina var mere sårbart, da handelskrigen begyndte. Dengang var afhængigheden af det amerikanske marked større, og eksporten til USA var vigtig for beskæftigelsen i store dele af fremstillingssektoren. Det forklarer, hvorfor Beijing i begyndelsen blev taget mere på sengen.

Men Kina har siden arbejdet på to spor: at finde andre markeder og at rykke forsyningskæder gennem tredjelande. En del af produktionen er flyttet, eller i hvert fald blevet omlagt, til lande som Vietnam, Mexico og andre asiatiske økonomier. Det betyder ikke, at Kina er forsvundet fra kæden. Ofte er kinesiske input bare blevet mindre synlige i den sidste toldlinje. ^[4]

Handelskrigen har altså ikke afkoblet USA og Kina fuldt ud. Den har gjort forbindelsen dyrere, mere indirekte og mere geopolitisk.

Det, Trump og Xi reelt skal afgøre

Hvis mødet i Beijing skal føre til noget reelt, er det næppe en total afvikling af toldmuren. Den er blevet for politisk nyttig i Washington og for symbolsk vigtig i rivaliseringen med Kina. Det mere realistiske er begrænsede lettelser, nye undtagelser eller en aftale om at undgå næste eskalation.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om toldkrigen slutter i denne uge. Det gør den næppe.

Bundlinjen

Efter flere år er resultatet klart: USA har skabt pres på Kina, men også højere omkostninger hjemme. Kina har mistet noget direkte adgang, men har tilpasset sig via nye markeder og tredjelande. Det gør topmødet vigtigt, men også begrænset. Der er meget handel på spil, men endnu mere prestige.