Trump presset af ny ministersag og kaos i regeringen

En velkendt Trump-cyklus

Mønstret er efterhånden svært at overse: en loyal udnævnelse, hurtigt voksende kontroverser, offentlige forsvar fra Trump, og til sidst en afgang, når sagen bliver for tung at bære.

Det nye er ikke, at en enkelt minister er blevet fanget i en dårlig sag. Det nye er tempoet og gentagelsen. Når udskiftningerne kommer tæt, rammer det ikke kun det enkelte ministerium. Det svækker hele regeringens evne til at holde kursen.

I amerikansk politik har Trump allerede et ry for ekstrem personaleomsætning. Det gjaldt i hans første præsidentperiode, hvor antallet af udskiftninger i toppen var historisk højt sammenlignet med moderne forgængere. Og i den nuværende periode ser problemet igen ud til at være strukturelt snarere end tilfældigt.

Når skandaler æder regeringskraft

Konsekvensen er, at tid og politisk kapital bliver brugt på brandslukning i stedet for på reformer. Det er især dyrt i et system som det amerikanske, hvor store lovprojekter i forvejen kræver disciplin, forhandling og vedvarende opmærksomhed fra Det Hvide Hus.

Det Hvide Hus i Washington, DC – regeringens hovedkvarter i USA

Maps

Internationale partnere læser ustabilitet

For USA's allierede er konstant udskiftning mere end Washington-støj. Udenrigspolitiske relationer bygger i høj grad på personlige kanaler, tillid og forudsigelighed. Når topposter skifter hænder igen og igen, bliver det sværere for andre regeringer at vide, om en aftale holder, og hvem der reelt har præsidentens øre. ^[2]

Det gælder især i sikkerheds- og handelsforhold, hvor ministre ofte fungerer som de operative garanter for amerikansk linje. Hvis en minister er politisk død på benene, eller kan være væk om en uge, mister vedkommende vægt ved forhandlingsbordet.

Historien viser, at det sjældent er gratis

USA har set lignende mønstre før, om end i forskellige former. ^[3]

Fællesnævneren er enkel: Når regeringer bruger for meget energi på at overleve egne sager, bliver de dårligere til at styre.

Ikke alle skandaler er lige store, men mønsteret ligner

Der er naturligvis forskel på korruption, sekskandaler og intern dårlig dømmekraft. Men i praksis kan mindre sager blive strategisk store, hvis de bekræfter et eksisterende billede af kaos, slap kontrol eller dårlig personudvælgelse.

Det er netop den risiko, Trump står med nu. Ikke nødvendigvis fordi hver sag isoleret vælter regeringen, men fordi de samlet tegner et billede af en administration, der igen kæmper med disciplin i toppen.

Et ledelsesproblem, ikke bare et presseproblem

Trump har ofte reageret på skandaler ved først at afvise dem som heksejagt og derefter slippe den belastede person, når presset bliver for stort. Det kan fungere kortvarigt over for kernevælgerne, men det løser ikke det mere grundlæggende spørgsmål: hvorfor bliver de samme typer problemer ved med at opstå omkring hans egne udnævnelser?

Når det sker flere gange på kort tid, bliver det sværere at bortforklare som uheld.

Hvad det betyder politisk

Den umiddelbare skade er tab af momentum. Hver ny sag æder sendefladen og gør det vanskeligere for Det Hvide Hus at sætte dagsordenen. Den større skade er, at præsidentens dømmekraft kommer i fokus.

Vælgerne behøver ikke kende alle detaljer i hver enkelt sag for at opfange hovedindtrykket. Hvis regeringen fremstår som et sted, hvor skandaler er normalen og udskiftninger den faste løsning, kan det slide på den brede tillid, også blandt vælgere som ellers accepterer Trumps hårde stil.

I Kongressen gør det også en forskel. Lovgivere er mindre tilbøjelige til at investere politisk kapital i en administration, der virker ustabil i toppen. Og internt i regeringen bliver incitamentet større til at positionere sig til næste rokade frem for at levere resultater.

Bundlinjen

Endnu en ministerafgang er ikke bare endnu en pinlig uge i Washington. Den føjer sig til et mønster, som historisk har kostet amerikanske præsidenter dyrt: mindre sammenhængskraft, mindre troværdighed og mindre evne til at gennemføre det, de blev valgt på.

For Trump er problemet derfor større end den aktuelle møgsag. Hvis vælgerne først begynder at se skandalerne som et tegn på, at han ikke kan bemande sin egen regering ordentligt, rammer det selve argumentet om styrke og kontrol, som hans politiske brand ellers lever af.