Trump-støttet bøn ved Det Hvide Hus splitter USA

Området omkring National Mall i Washington, DC, hvor mødet finder sted

Maps

En patriotisk bøn med et klart ideologisk aftryk

Kritikken går derfor på to spor. Det ene handler om selve statens rolle. Det andet handler om, hvem der får lov at repræsentere religion i det offentlige rum.

Hvad amerikansk ret faktisk tillader

To domme er særligt vigtige. I Marsh v. Chambers fra 1983 godkendte Højesteret, at en delstatsforsamling åbnede møder med bøn. I Town of Greece v. Galloway fra 2014 gik flertallet videre og sagde, at også tydeligt kristne bønner ved lokale offentlige møder kan være lovlige, hvis praksissen følger amerikansk tradition og ikke tvinger borgere til deltagelse. ^[2]

Netop den retslinje giver Trump-lejren et juridisk skjold. Så længe staten ikke formelt pålægger deltagelse, og så længe begivenheden kan fremstilles som ceremoniel eller historisk forankret, er der betydelig plads i amerikansk ret. ^[3]

Repræsentationen er smal, og det er en del af pointen

Kritikken er skærpet af deltagerlisten. De fleste af de 19 religiøse ledere er evangelikale kristne, katolikker eller baptister. Kun én rabbiner er nævnt. Der er ingen synlig repræsentation fra muslimer, hinduer, buddhister, mormoner, ortodokse kristne eller de klassiske hovedstrømme i amerikansk protestantisme som lutheranere, metodister og episkopale kirker.

Det er opsigtsvækkende i et USA, hvor det religiøse billede er langt mere sammensat, end den republikanske fortælling ofte antyder. Ifølge Pew Research betegner mere end en fjerdedel af voksne amerikanere sig som religiøst uafhængige. Omkring 23 procent identificerer sig som evangelikale protestanter, 19 procent som katolikker og cirka 11 procent som traditionelle protestanter. ^[4]

Muslimske organisationer har påpeget, at islam var til stede i Nordamerika længe før USA's grundlæggelse. Historisk er fortællingen om et entydigt kristent udgangspunkt derfor også for simpel.

Hegseth og den hårdere religiøse højrefløj

At Pete Hegseth er blandt frontfigurerne, gør ikke sagen mindre følsom. Han forbindes med Communion of Reformed Evangelical Churches, en kristenkonservativ bevægelse, som flere forskere placerer på den mere radikale del af den religiøse højrefløj.

Det er vigtigt, fordi konflikten ikke kun handler om tro, men om magt. Den religiøse højrefløj i USA arbejder ikke primært for større pluralisme i det offentlige rum. Den arbejder for at definere nationens moralske centrum mere entydigt kristent og mere konservativt. Når den linje får taletid med støtte fra Det Hvide Hus, bliver bønnen også et regeringssignal.

Hvorfor det betyder noget

Der findes i USA en lang tradition for offentlige bønner, trosedler og religiøse henvisninger i politik. Det nye her er kombinationen af tre ting: officiel støtte, en markant ensidig religiøs sammensætning og en præsidentlejr, som åbent bruger religion som identitetsmarkør i sin politiske kamp.

Bundlinjen

Juridisk kan søndagens bønnemøde meget vel ligge inden for rammerne af det, Højesteret har tilladt. Politisk er det noget andet. Her handler sagen om, hvem der får lov at definere Amerika ved dets 250-års jubilæum.

Hvis svaret i praksis er evangelikale Trump-allierede med adgang til statens scene, er kritikken ikke bare forudsigelig. Den er svær at afvise.