USA sanktionerer Kabila for støtte til M23

Et nyt amerikansk signal

Goma i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo tæt på grænsen til Rwanda, hvor M23-aktiviteterne er fokuseret

Maps

Det væsentlige her er ikke kun sanktionernes tekniske indhold. Det nye er, at USA nu placerer Kabila i samme politiske mønster som de regionale aktører, Washington mener undergraver fredsprocessen mellem DR Congo og Rwanda.

Tidligere i år udvidede USA sine sanktioner mod Rwanda Defence Force og ramte flere højtstående rwandiske officerer med visumrestriktioner. Den amerikanske linje er blevet hårdere og mere eksplicit: Konflikten i det østlige Congo bliver ikke længere behandlet som et diffust sikkerhedsproblem, men som et netværk af konkrete politiske og militære støtter, der kan navngives og straffes. ^[3]

Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, hvor regeringen og præsidentens embedsmænd er baseret

Maps

Det er også derfor, sagen mod Kabila er så følsom. Han er ikke en lokal militsleder, men en tidligere præsident, som styrede landet fra 2001 til 2019 og i årevis bevarede betydelig indflydelse i statsapparatet, hæren og erhvervslivet. ^[4]

Hvad USA konkret påstår

De amerikanske myndigheder har ikke offentligt fremlagt et fuldt beviskatalog i detalje i selve sanktionsmeddelelsen, men beskyldningerne er usædvanligt vidtgående. Washington siger, at Kabila ikke blot sympatiserede politisk med oprørerne, men aktivt arbejdede for at destabilisere regeringen i Kinshasa og styrke en oppositionsfigur for at genvinde indflydelse. ^[5]

Kabila har ikke offentligt svaret på beskyldningerne.

Eksil, tavshed og fortsat politisk vægt

Kabilas nuværende opholdssted er uklart, men han gik i selvvalgt eksil i Sydafrika i 2023. Siden har han formelt været fysisk væk fra den daglige politik i Kinshasa, men det betyder ikke nødvendigvis, at hans indflydelse er forsvundet.

I Congo har tidligere præsidenter ofte bevaret netværk langt ind i sikkerhedssektoren og statsadministrationen. Det gælder især Kabila, som i næsten to årtier opbyggede et system, hvor loyaliteter ikke forsvinder, bare fordi magten skifter hænder. Det er netop den type uformel magt, USA nu antyder stadig er aktiv.

At Kabila for omkring et år siden blev set i den M23-kontrollerede by Goma, gjorde kun mistanken tungere. Det var i sig selv ikke et bevis på direkte støtte, men det var politisk eksplosivt i et land, hvor M23 forbindes med nogle af de mest alvorlige militære tilbageslag i nyere tid. ^[6]

Sanktioner som presmiddel, ikke løsning

Sanktionerne er målrettede, og netop derfor er de politisk attraktive for USA. De rammer en person og hans finansielle handler, ikke hele befolkningen. Men erfaringen fra andre konfliktzoner viser, at selv målrettede sanktioner kan få bivirkninger.

Det ændrer ikke ved, at USA tydeligvis ser sanktionerne som et værktøj til at ændre adfærd. Budskabet er, at personer med elitebaggrund, også tidligere præsidenter, kan blive ramt, hvis de vurderes at puste til krigen.

Koblingen til mineraler og fredsaftalen

Sanktionerne skal også læses i lyset af amerikanske interesser i regionens mineraler. DR Congo sidder på nogle af verdens vigtigste reserver af kobolt, coltan og kobber, og USA har i de seneste år forsøgt at knytte fredsindsatsen tættere sammen med mere gennemsigtige forsyningskæder for kritiske råstoffer. ^[4]

Washington fremhæver selv, at sanktionerne understøtter både fredsaftalen mellem DR Congo og Rwanda og en regional økonomisk ramme, der skal gøre handel med kritiske mineraler mindre sårbar over for krig, smugling og væbnede grupper.

Blik fremad

Sanktionerne mod Joseph Kabila løser ikke krigen i det østlige Congo. M23 står fortsat stærkt på jorden, og fredsprocessen mellem Kinshasa og Kigali er allerede skrøbelig. Men beslutningen viser, at USA nu er villig til at udpege også tidligere statsledere som en del af problemet. ^[7]