I Danmark følger vi udviklingen i Mellemøsten tæt, efter en våbenhvile mellem Israel og Libanon blev annonceret. Ifølge Jyllands-Postens korrespondent kan pausen åbne døren for en Iran-aftale, men der er store forbehold: Hizbollah og Iran kræver garantier, og Israel kræver, at Hizbollah afvæbnes. Samtidig er der planlagt et møde i Det Hvide Hus mellem Netanyahu og Libanons præsident, som kan sætte kursen for de videre forhandlinger. Kampen om fuld opfyldelse af våbenhvilen og områdets sikkerhed er endnu uafklaret.
Indledende signal
65
Våbenhvile mellem Israel og Libanon kan bane vejen for Iran-aftale, vurderer JP-korrespondent
Aktuel·16. apr. 18.40
Våbenhvile kan bane vej for aftale med Iran
Se lignende artikler på Google
Podcast
0:00
1:09
Del artikel
Del denne artikel
Våbenhvilen mellem Israel og Libanon kan blive mere end en lokal deeskalering. Hvis den holder, kan den også skabe politisk plads til nye forhandlinger med Iran. Men netop her ligger den centrale modsætning: Det, der skal gøre aftalen mulig, er også det, der kan få den til at bryde sammen.
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
En pause, der rækker langt ud over grænsen
USA's præsident Donald Trump har annonceret en 10 dage lang våbenhvile mellem Israel og Libanon og varslet et møde i Det Hvide Hus mellem Israels premierminister Benjamin Netanyahu og Libanons præsident Joseph Aoun. Det er i sig selv opsigtsvækkende. De to lande har formelt været i krig siden 1948, og direkte politisk kontakt på dette niveau hører til sjældenhederne. [1]
Relateret artikel:
Våbenhvile i Libanon afhænger af Hizbollah
Det nye er ikke kun våbenhvilen. Det nye er, at Libanonsporet nu kobles direkte til Iran-sporet. Ifølge Trump går forhandlingerne med Teheran fremad, og han hævder, at Iran er villig til at acceptere begrænsninger, som landet tidligere har afvist. Han taler blandt andet om en stærk erklæring om, at Iran ikke skal besidde atomvåben i de næste 20 år. [2]
Det gør våbenhvilen til mere end en militær pause. Den bliver en test af, om regional deeskalering kan omsættes til en bredere sikkerhedsaftale.
Metula i Israel, tæt ved Libanons grænse — viser det geografiske udgangspunkt for den nordlige grænse og Hizbollahs nærhed til Israel.
MapsHvorfor Libanon er blevet nøglebrik i Iran-forhandlingerne
Iran har længe gjort det klart, at en større aftale ikke kan skilles fra kampene i Libanon. Det handler ikke om libanesisk stabilitet som sådan, men om Irans strategiske forhold til Hizbollah. Bevægelsen er Teherans vigtigste militære partner ved Israels nordgrænse og et centralt element i Irans regionale afskrækkelse. [3]
Det er derfor ikke overraskende, at tidligere forhandlinger strandede, da spørgsmålet om Libanon blev koblet til de bredere krav. Problemet er, at Israels krav går i den stik modsatte retning. Israel vil ikke længere acceptere en situation, hvor Hizbollah kan opbygge eller bevare en rakettrussel tæt på grænsen. Derfor er afvæbning, eller i det mindste markant militær svækkelse, et kernekrav fra israelsk side. [4]
Og her støder parterne direkte sammen. Iran vil beskytte Hizbollah som strategisk aktiv. Israel vil neutralisere samme aktør som sikkerhedstrussel.
Historien forklarer, hvorfor mistilliden er så dyb
De aktuelle forhandlinger kan ikke forstås uden den lange forhistorie. Irans atomprogram begyndte ikke som et fjendtligt projekt mod Vesten, men som et amerikanskstøttet civilprogram under shahen i 1950'erne, i en koldkrigskontekst. Efter revolutionen i 1979 blev programmet gradvist et symbol på Irans uafhængighed og et voksende stridspunkt med USA og Israel. [5]
Vendepunktet kom i 2002, da skjulte iranske anlæg til uranberigelse blev afsløret. Siden fulgte sanktioner, internationale inspektioner og et årti med diplomatisk tovtrækkeri. Atomaftalen fra 2015, JCPOA, skabte for en periode et relativt robust kontrolsystem. Iran accepterede omfattende overvågning og inspektioner, og til gengæld blev dele af sanktionerne lempet. [6]
Men USA trak sig ensidigt ud af aftalen i 2018. Siden har Iran øget berigelsen, begrænset inspektøradgang og bevæget sig tættere på kapaciteter, som gør omverdenen langt mere nervøs. Resultatet er, at ingen længere forhandler fra et sted med bare nogenlunde tillid. Alle parter forhandler ud fra erfaringen af, at den anden side kan bryde aftalen. [7]
Det største stridspunkt er ikke atomteknik, men magt
På papiret handler en Iran-aftale om centrifuger, uranniveauer, inspektioner og tidsfrister. I praksis handler den også om regional magtbalance.
Iran har de seneste år bygget sin indflydelse op gennem partnere og militser i regionen, herunder Hizbollah i Libanon. Det har givet Teheran mulighed for at lægge pres på Israel og USA uden direkte konfrontation. Omvendt er netop denne model blevet stadig vanskeligere at forsvare diplomatisk, fordi den knytter atomforhandlinger sammen med stedfortræderkrige.
For Israel er det ikke nok med en teknisk atomaftale, hvis Iran samtidig bevarer eller genopbygger sit regionale netværk af væbnede allierede. For Iran er det tilsvarende utilstrækkeligt med atomrestriktioner, hvis landet samtidig mister sin vigtigste regionale løftestang.
Derfor er Hizbollah-afvæbning så eksplosivt et krav. Hvis Hizbollah skal afvæbnes reelt, kræver det enten, at bevægelsen selv accepterer det, eller at den libanesiske stat kan håndhæve det. Ingen af delene virker sandsynlige på kort sigt.
Libanons svage stat er den praktiske flaskehals
Selv hvis der findes politisk vilje i Washington, Jerusalem og Teheran, støder enhver aftale på et simpelt problem: Libanon har begrænset statslig kapacitet.
Den libanesiske hær er ikke stærk nok til på egen hånd at afvæbne Hizbollah. Det er ikke bare et militært spørgsmål, men også et politisk. Hizbollah er både væbnet aktør, politisk bevægelse og en del af Libanons interne magtbalance. Et krav om afvæbning rammer derfor direkte ind i landets skrøbelige fraktionssystem.
Hvis Israel fastholder tropper i en bufferzone i det sydlige Libanon, som flere medier har rapporteret, bliver det endnu sværere. Israel vil sige, at det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden. Hizbollah og dets støtter vil sige, at våbenhvilen dermed ikke gælder fuldt ud. Så er man allerede i gang med at underminere aftalen, før den for alvor er trådt i kraft.
Eksperternes skepsis er enkel at forstå
Der er bred tvivl om, hvorvidt en midlertidig våbenhvile kan blive til en varig ordning. Forhandlingerne er overlæsset med krav, der ikke passer sammen. Der er også uklarhed om selve aftalens rækkevidde. Dækker den kun et snævert frontafsnit, eller gælder den hele Libanon? Og hvordan hænger den sammen med de bredere Iran-forhandlinger?
Hvis en mere holdbar aftale skal have en chance, kræver det mindst tre ting. For det første klare geografiske og militære definitioner af våbenhvilen. For det andet et troværdigt system for overvågning og verifikation, noget i stil med de mekanismer, der i en periode gjorde JCPOA håndterbar. For det tredje en tidsplan, hvor regionale spørgsmål og atomspørgsmål ikke bare blandes sammen i en enkelt uoverskuelig pakke.
Det er netop fraværet af den slags mekanismer, der gør de nuværende meldinger mere politiske end institutionelle.
Blik fremad
Våbenhvilen kan blive begyndelsen på noget større. Den kan også vise sig at være endnu et kort pusterum i en konflikt, hvor de grundlæggende interesser stadig kolliderer.
Den hårde realitet er, at en Iran-aftale ikke falder på formuleringer alene. Den falder eller står på spørgsmålet om Hizbollah, på Israels krav om sikkerhed i det sydlige Libanon, og på om nogen faktisk kan håndhæve det, der bliver skrevet under på.
Derfor er den vigtigste konklusion lige nu også den mest nøgterne: En pause er mulig. En løsning er stadig langt væk.
Følg med i sagen
Siden vi udgav denne artikel er der kommet nyt i sagen. Du kan læse mere i opdateringen herunder.
Nævnte personer
Donald Trump
Donald Trump (f. 1946) er amerikansk forretningsmand og republikansk politiker, tidligere præsident (45.) og nuværende (47.).
Benjamin Netanyahu
Benjamin Netanyahu er Israels premierminister (siden 2022) og veteranpolitiker, tidligere premierminister 1996-1999 og 2009-2021.
Joseph Aoun
Joseph Aoun, tidligere leder af den libanesiske hær, er Libanons 14. præsident siden 2025.
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Våbenhvile kan bane vej for en ny aftale med Iran” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påeller
Læserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10