Våbenhvile i Libanon afhænger af Hizbollah

Det skyldes især ét forhold: Libanons præsident kan tilslutte sig meget, men ingen våbenhvile i det sydlige Libanon holder længe, hvis Hizbollah ikke reelt er med.

Det ved vi lige nu

Samtidig er der stadig ingen fuld officiel afklaring fra hverken Israel eller Libanon om de præcise vilkår. Det er også uklart, om aftalen gælder hele Libanon eller primært de områder, hvor kampene mellem Israel og Hizbollah har været mest intense.

Det er med andre ord ikke små tekniske detaljer, der mangler. Det er selve kernen.

Hvorfor Hizbollah er det afgørende led

Libanon er ikke en stat, hvor præsidenten alene kontrollerer brugen af væbnet magt. Hizbollah er både politisk bevægelse, socialt magtcenter og tungt bevæbnet milits. Gruppen blev grundlagt i 1982 med afgørende iransk støtte efter den iranske revolution og Israels invasion af Libanon. Siden har den udviklet sig til den stærkeste ikke-statslige militære aktør i landet. ^[1]

Det gør enhver våbenhvile mellem Israel og Libanon usædvanligt kompliceret. Der er formelt en libanesisk stat. Men på jorden i det sydlige Libanon er det ofte Hizbollahs kapacitet, disciplin og beslutninger, der afgør, om en aftale bliver overholdt. ^[2]

Gruppens tætte bånd til Iran gør situationen endnu mere følsom. Hizbollah er ikke bare en lokal aktør med lokale interesser. Den er del af en regional akse, hvor iranske strategiske hensyn vejer tungt. Når USA samtidig allerede står i en særskilt, tidsbegrænset våbenhvile med Iran, som efter planen udløber 22. april, opstår der et åbenlyst spørgsmål: Er Libanon-aftalen en selvstændig ordning, eller er den i praksis afhængig af, hvad der sker i den bredere konfrontation mellem Iran, Israel og USA? ^[3]

Det spørgsmål er stadig ubesvaret.

Området ved Israels-Libanon grænse i det sydlige Libanon omkring Naqoura

Maps

Historien viser, hvor svært det er

Problemet har næsten altid været det samme: selv når regeringer siger ja, er det langt sværere at håndhæve aftalen over for væbnede grupper, lokale kommandostrukturer og et grænseområde, hvor små hændelser hurtigt kan udløse større angreb.

Det er også derfor, en ti dages pause ikke i sig selv ændrer ret meget strategisk. Den kan dæmpe tempoet. Den kan skabe plads til diplomati. Men uden afklaring af israelske styrkers bevægelsesfrihed, Hizbollahs militære tilstedeværelse og de internationale garantier bag aftalen, er risikoen for sammenbrud høj.

Hvad våbenhvilen kan betyde for civile

Hvis pausen faktisk holder, kan den få øjeblikkelig betydning for civile i Libanon. Angrebene de seneste dage har været blandt de mest ødelæggende i den nuværende konflikt. Over 1 million mennesker i Libanon er allerede fordrevet, og mere end 300 er meldt dræbt og over 1.150 såret. Omkring 100 steder blev ifølge internationale oplysninger ramt inden for ti minutter under de seneste bølger af angreb, også i tætbefolkede områder af Beirut. ^[5]

Broer og anden central infrastruktur er ødelagt, hvilket har gjort bevægelse mellem nord og syd vanskelig og hæmmet både redningsarbejde og nødhjælp. Hospitaler er pressede og har bedt om bloddonationer. Samtidig menes omkring 150.000 mennesker fortsat at opholde sig i det sydlige Libanon, hvor adgang til hjælp er kritisk.

En reel pause kan derfor åbne korridorer for nødhjælp, gøre det muligt at nå isolerede områder og måske få nogle familier i sikkerhed. Men det kan også blive en farlig mellemtilstand, hvis fordrevne vender tilbage på baggrund af uklare signaler, og kampene så genoptages få dage senere.

For civile på begge sider af grænsen er det afgørende ikke bare, om der er en våbenhvile, men om den er troværdig nok til, at mennesker tør handle på den.

Det, vi stadig mangler svar på

Der er især fire åbne spørgsmål.

1. Hvem håndhæver aftalen?

Hvis Hizbollah ikke har siddet direkte med ved bordet, hvem sikrer så efterlevelse i praksis?

2. Hvad gælder på jorden?

3. Hvad er Irans rolle?

Teherans tavshed er i sig selv bemærkelsesværdig, fordi Hizbollahs handlemuligheder ikke kan adskilles fra Irans regionale strategi.

4. Hvad sker der efter dag 10?

En kort pause uden plan for dagen efter kan i værste fald bare blive en operational pause, hvor parterne omgrupperer.

Blik fremad

Den vigtigste nyhed er ikke, at en våbenhvile er annonceret. Det er, om den overhovedet findes i en form, der kan overleve de næste timer.

For Libanon er problemet gammelkendt: staten forhandler, men det er ikke staten alene, der fører krig. For Israel er udfordringen tilsvarende klar: en aftale med Beirut er utilstrækkelig, hvis den ikke også begrænser Hizbollahs kapacitet ved grænsen. Og for civile er værdien af enhver våbenhvile brutal enkel. Den tæller kun, hvis bombardementerne faktisk stopper.