Våbenhvilen vakler i Sydlibanon

Våbenhvilen mellem Libanon og Israel er nu formelt trådt i kraft. Men få timer senere kom den første advarsel om, hvor skrøbelig aftalen er: Den libanesiske hær beskylder Israel for angreb mod flere landsbyer i Sydlibanon, og opfordrer civile til ikke at vende tilbage endnu. ^[1]

Det er den nye udvikling efter torsdagens annoncering, som vi tidligere beskrev som politisk mere end praktisk. Nu er testen begyndt på jorden.

De første timer peger på det centrale problem

Kort efter våbenhvilen lød der også skud i Beiruts sydlige forstæder, som efter alt at dømme var spontan fejring. Det siger noget om presset i befolkningen, men ikke meget om holdbarheden i aftalen.

Hvorfor denne våbenhvile er så vanskelig at håndhæve

Området i Sydlibanon tæt ved grænsen til Israel, som omtalt i artiklen

Maps

Det sidste punkt er også det mest uforløste. Hizbollah er ikke bare en væbnet gruppe ved siden af staten. Bevægelsen er dybt indlejret i Libanons politiske system og står sammen med allierede stærkt i parlamentet. Derfor er der et grundlæggende gab mellem den internationale model og den libanesiske virkelighed. ^[6]

I praksis betyder det, at en aftale kan annonceres mellem regeringer, mens den egentlige prøvelse ligger hos aktører, der ikke nødvendigvis sidder med ved bordet. Det var også pointen i vores tidligere dækning. Og den pointe er kun blevet stærkere, efter at Hizbollah tilsyneladende ikke har været en fuld del af forhandlingerne.

Civile står med den største risiko

For civile i Libanon er en ti dages pause ikke et diplomatisk mellemspil, men et spørgsmål om, hvorvidt man tør bevæge sig hjem, hente familie eller vente endnu en nat på flugt.

Det valg er blevet ekstremt farligt. De seneste angreb har ifølge internationale nødhjælpsvurderinger været blandt de mest ødelæggende i den nuværende konflikt. Over 300 mennesker er meldt dræbt og mere end 1.150 såret i de seneste store angreb, mens omkring 100 steder blev ramt på få minutter. Broer er ødelagt, hospitaler er pressede, og omkring 150.000 mennesker menes fortsat at befinde sig i det sydlige Libanon med usikker adgang til hjælp. ^{[7] [8]}

Overvågningen findes på papiret, men ikke som garanti

UNIFIL, FN's fredsbevarende styrke i Libanon, er stadig den centrale internationale mekanisme sammen med den libanesiske hær. Styrken tæller omkring 10.000 soldater og er sat til at overvåge 1701-rammen i syd. ^[9]

Problemet er, at overvågning ikke er det samme som håndhævelse. UNIFIL kan registrere, rapportere og koordinere, men kan ikke i sig selv tvinge hverken Israel eller Hizbollah til at ændre adfærd. Det har været svagheden i næsten to årtier, og den er ikke løst af en ti dages aftale.

Det store billede

Den aktuelle våbenhvile hænger også sammen med et bredere amerikansk forsøg på at få kontrol over konflikten med Iran. Her bliver Libanon ikke et isoleret spor, men en del af en større regional forhandling, hvor Hizbollahs rolle som iransk allieret gør enhver lokal aftale mere ustabil. ^[6]

Derfor er spørgsmålet ikke kun, om våbenhvilen holder i ti dage. Det afgørende er, om den skaber bare den mindste fælles forståelse af, hvem der må være hvor i Sydlibanon, og hvem der faktisk kan stoppe næste angreb.

Indtil videre er svaret uklart. Og de første timer giver ingen grund til optimisme.