Wes Streeting vil udfordre Starmer i Labour nu

Wes Streeting har nu gjort det eksplicit: Hvis der kommer et formelt opgør om ledelsen i Labour, vil han stille op mod Keir Starmer. Det er nyt, fordi Streeting ikke længere kun optræder som den eksminister, der forlod regeringen i protest. Han positionerer sig nu åbent som kandidat. ^[1]

Det ændrer ikke i sig selv ledelsen i partiet. Der er stadig ikke udløst noget formelt ledervalg. Men det skærper krisen omkring Starmer, fordi en potentiel udfordrer med regeringsprofil, medietække og støtte i dele af den parlamentariske gruppe nu siger højt, hvad mange i Westminster allerede har antaget. ^[2]

Området omkring Westminster i London, hvor Underhuset ligger og hvor ledelsesdebatten finder sted

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Streeting går fra antydning til åben ambition

Tiderne.dk har tidligere beskrevet Streetings afgang som et direkte brud med Starmer. Det nye er, at han lørdag gør ambitionen klar: Han vil ind i enhver reel kamp om at overtage Labour. ^[3]

Ifølge Labours regler kræver det støtte fra 20 procent af partiets medlemmer i Underhuset at få en udfordrer på stemmesedlen. Med 403 Labour-MP'er svarer det til 81 nomineringer. Streeting siger selv, at han har opbakning i gruppen, men han signalerer samtidig, at et hurtigt opgør uden Andy Burnham på banen vil mangle legitimitet.

Det er en vigtig detalje. Streeting prøver ikke kun at fremstå som den første mand over muren. Han prøver også at fremstå som den kandidat, der accepterer en bredere og mere troværdig konkurrence. Det er taktisk klogt i et parti, der er blevet mere følsomt over for beskyldninger om apparatkup og interne manøvrer.

Hvorfor Burnham pludselig er central

Greater Manchester-området hvor Andy Burnhams rolle og mulige tilbagevenden til Underhuset diskuteres

Streetings udmelding skal læses sammen med udviklingen omkring Andy Burnham, borgmester i Greater Manchester. Burnham har længe haft nationale ambitioner, men han sidder ikke i parlamentet og kan derfor ikke stille op til Labour-ledelsen endnu.

Det forsøger partifæller nu at ændre. Efter at et mandat blev ledigt, arbejder Burnham på at komme tilbage i Underhuset via et suppleringsvalg, en proces der tidligst ventes afsluttet i midten af juni. Hvis det lykkes, får Labour et helt andet opgør end et rent Streeting-opgør mod Starmer eller en anden intern kandidat. ^[4]

Burnham repræsenterer noget, Streeting ikke helt gør. Han har stærk regional profil, større appel til dele af partiets blødere venstre og et mere direkte sprog om lokalsamfund, transport og postindustrielle vælgere. Et felt med både Burnham og Streeting vil derfor ikke kun handle om personer, men om hvilken type Labour der skal forsøge at genvinde autoritet efter de elendige lokalvalg. ^[5]

Streetings styrke er også hans problem

Streeting er langt fra en tilfældig oprører. Han kommer fra Labours mere reformistiske og midtersøgende fløj, har været en markant kritiker af Corbyn-årene og opbyggede som sundhedsminister en profil på pragmatisme, især med argumentet om at bruge private kapaciteter til at lette presset på NHS og få ventelisterne ned. ^[6]

Det gør ham attraktiv for dem i Labour, der mener, at partiet kun kan overleve ved at ligne et regeringsdueligt centrumsparti igen. Men præcis den profil gør ham også sårbar. For store dele af fagbevægelsen og venstrefløjen er han ikke noget naturligt samlingspunkt. Hvis han vil vinde, skal han ikke bare samle de anti-Starmer-stemmer, men også overbevise skeptikere om, at han ikke blot tilbyder en skarpere version af samme politiske kurs.

Hans personlige historie giver ham stadig rækkevidde. Han er vokset op under beskedne vilkår i East London, har talt åbent om social opstigning, kræftsygdom og sit liv som åbent homoseksuel toppolitiker. Det giver ham en troværdighed, som mange mere teknokratiske Labour-navne mangler. Men i et lederopgør er biografi ikke nok. Frågan er, om han kan bygge en koalition. ^[7]

Et ledervalg vil teste hele Labour-maskinen

Et egentligt opgør vil ikke bare være en kamp i parlamentsgruppen. Det vil også åbne for den gamle Labour-konflikt om magtbalancen mellem folkevalgte, partiapparat og fagforeninger. Formelt kræver første fase nomineringer blandt MP'er, men legitimiteten i en ny leder afhænger i praksis af, om kandidaten kan undgå at splitte partiets medlemsbase og organisatoriske bagland.

Derfor er Streetings bemærkning om legitimitet mere end en høflig gestus til Burnham. Den peger på det reelle problem: Hvis Starmer væltes gennem et snævert parlamentarisk oprør, og en ny leder kommer til uden de stærkeste alternative navne i feltet, kan Labour stå med en leder, som teknisk har vundet, men politisk starter svækket.

For Starmer er det den værste slags pres. Ikke nødvendigvis fordi nederlaget er nært forestående, men fordi selve diskussionen er gledet fra utilfredshed til efterfølgerlogik. Når partiet begynder at diskutere, hvem der skal have jobbet, ikke kun om lederen er presset, er autoriteten allerede eroderet.

Blik fremad

Det næste afgørende punkt er ikke Streetings ambition. Den er nu tydelig. Det afgørende er, om utilfredsheden med Starmer kan omsættes til de 81 nomineringer, og om partiet vil vente på, at Burnham eventuelt når tilbage til Westminster.

Hvis svaret på det sidste er ja, kan Labour være på vej mod et langt mere grundlæggende opgør om retning, geografi og vælgerstrategi. Hvis svaret er nej, kan Streeting blive manden, der først gjorde sig klar, men som stadig mangler det brede mandat, han selv siger er nødvendigt.

Wes Streeting vil stille op til Labour-lederskabet

Wes Streeting vil udfordre Starmer i Labour

Wes Streeting forlader regeringen i opgør med Starmer

Wes Streeting forlader regeringen i opgør med Starmer

Streeting går fra antydning til åben ambition

Hvorfor Burnham pludselig er central

Streetings styrke er også hans problem

Et ledervalg vil teste hele Labour-maskinen

Blik fremad

Nævnte personer

Nævnte virksomheder

Emner

Snak om artiklen med andre

Læserens bedømmelse af artiklen