Wes Streeting vil udfordre Starmer i Labour

Området omkring Westminster i London, hvor Underhuset ligger og hvor ledelsesdebatten finder sted

Maps

Streeting går fra antydning til åben ambition

Tiderne.dk har tidligere beskrevet Streetings afgang som et direkte brud med Starmer. Det nye er, at han lørdag gør ambitionen klar: Han vil ind i enhver reel kamp om at overtage Labour. ^[3]

Det er en vigtig detalje. Streeting prøver ikke kun at fremstå som den første mand over muren. Han prøver også at fremstå som den kandidat, der accepterer en bredere og mere troværdig konkurrence. Det er taktisk klogt i et parti, der er blevet mere følsomt over for beskyldninger om apparatkup og interne manøvrer.

Hvorfor Burnham pludselig er central

Greater Manchester-området hvor Andy Burnhams rolle og mulige tilbagevenden til Underhuset diskuteres

Maps

Streetings udmelding skal læses sammen med udviklingen omkring Andy Burnham, borgmester i Greater Manchester. Burnham har længe haft nationale ambitioner, men han sidder ikke i parlamentet og kan derfor ikke stille op til Labour-ledelsen endnu.

Burnham repræsenterer noget, Streeting ikke helt gør. Han har stærk regional profil, større appel til dele af partiets blødere venstre og et mere direkte sprog om lokalsamfund, transport og postindustrielle vælgere. Et felt med både Burnham og Streeting vil derfor ikke kun handle om personer, men om hvilken type Labour der skal forsøge at genvinde autoritet efter de elendige lokalvalg. ^[5]

Streetings styrke er også hans problem

Det gør ham attraktiv for dem i Labour, der mener, at partiet kun kan overleve ved at ligne et regeringsdueligt centrumsparti igen. Men præcis den profil gør ham også sårbar. For store dele af fagbevægelsen og venstrefløjen er han ikke noget naturligt samlingspunkt. Hvis han vil vinde, skal han ikke bare samle de anti-Starmer-stemmer, men også overbevise skeptikere om, at han ikke blot tilbyder en skarpere version af samme politiske kurs.

Et ledervalg vil teste hele Labour-maskinen

For Starmer er det den værste slags pres. Ikke nødvendigvis fordi nederlaget er nært forestående, men fordi selve diskussionen er gledet fra utilfredshed til efterfølgerlogik. Når partiet begynder at diskutere, hvem der skal have jobbet, ikke kun om lederen er presset, er autoriteten allerede eroderet.

Blik fremad

Det næste afgørende punkt er ikke Streetings ambition. Den er nu tydelig. Det afgørende er, om utilfredsheden med Starmer kan omsættes til de 81 nomineringer, og om partiet vil vente på, at Burnham eventuelt når tilbage til Westminster.

Hvis svaret på det sidste er ja, kan Labour være på vej mod et langt mere grundlæggende opgør om retning, geografi og vælgerstrategi. Hvis svaret er nej, kan Streeting blive manden, der først gjorde sig klar, men som stadig mangler det brede mandat, han selv siger er nødvendigt.