Angrebsfase er den del af et spil, hvor et hold forsøger at true modstanderens mål eller scoringsområde. Begrebet bruges især i holdsport som fodbold, håndbold, hockey og basketball. Her handler det om, hvad holdet gør, når det har bolden, pucken eller på anden måde har initiativet i spillet. Formålet er at skabe plads, flytte modstanderen og komme frem til afslutninger.
Hvad kendetegner en angrebsfase?
I angrebsfasen arbejder et hold typisk med afleveringer, løb, positioner og timing for at bryde modstanderens forsvar ned. Nogle hold satser på hurtigt omstillingsspil, hvor de angriber straks efter en boldvinding. Andre bygger angrebet mere tålmodigt op for at finde det rigtige hul i forsvaret. Angrebsfasen kan derfor være både kort og direkte eller længere og mere kontrolleret.
I fodbold kan en angrebsfase begynde, når en
midtbanespiller erobrer bolden og sætter et angreb i gang. I håndbold kan den starte, når holdet etablerer sig foran modstanderens forsvar og forsøger at skabe en fri
afslutning. Begrebet dækker altså ikke kun selve skuddet eller scoringen, men hele perioden, hvor holdet arbejder offensivt.
Samspillet med forsvar og omstilling
Angrebsfasen hænger tæt sammen med de andre faser i spillet, især forsvarsfase og omstillingsfase. Hvis et hold mister bolden i angrebet, skal det hurtigt skifte fokus og forsvare. Derfor vurderer trænere ikke kun, om et angreb ender med en chance, men også om holdet er organiseret nok til at håndtere et
boldtab.
I sport og
nyhedsdækning bruges ordet ofte i analyser af
taktik og kampbillede. Når kommentatorer taler om, at et hold er stærkt i angrebsfasen, mener de som regel, at det er dygtigt til at skabe
pres, chancer og målmuligheder. Begrebet er vigtigt, fordi det hjælper læsere og seere med at forstå, hvordan kampe udvikler sig, og hvorfor nogle hold lykkes bedre offensivt end andre.