Baglokalepolitik beskriver den del af politik, som foregår væk fra talerstole, pressemøder og åbne udvalgsmøder. Det handler om uformelle forhandlinger, fortrolige samtaler og interne aftaler mellem partier, ministre, embedsmænd eller interessegrupper. Ordet bruges ofte kritisk, fordi det kan give indtryk af, at vigtige beslutninger træffes uden gennemsigtighed. Samtidig er det i praksis en almindelig del af politisk arbejde, hvor kompromiser ofte bliver til bag lukkede døre, før de præsenteres offentligt.
Hvad dækker begrebet over?
Baglokalepolitik kan for eksempel være forhandlinger om en finanslov, en regeringsdannelse eller en større politisk aftale, hvor partierne tester hinandens røde linjer i fortrolighed. Den type samtaler kan gøre det lettere at finde fælles løsninger, fordi politikerne kan tale mere frit uden konstant mediebevågenhed. Derfor er baglokalepolitik ikke nødvendigvis det samme som noget ulovligt eller udemokratisk.
Begrebet får dog ofte en negativ klang, når vælgere eller kritikere oplever, at processen bliver for lukket. Hvis beslutninger reelt er truffet på forhånd, og den offentlige debat kun bliver en formalitet, kan det svække tilliden til det politiske system. Baglokalepolitik forbindes derfor ofte med spørgsmål om åbenhed, magt og ansvar.
Fordele, kritik og betydning
Tilhængere vil sige, at fortrolige forhandlinger er nødvendige i et demokrati, især i systemer med mange partier og behov for kompromiser. Uden et vist rum for diskretion kan det blive svært at indgå aftaler, fordi alle udmeldinger straks bliver genstand for politisk spin og offentlig konflikt.
Kritikere peger derimod på risikoen for studehandler, usynlig indflydelse og manglende gennemsigtighed. Hvis borgere ikke kan se, hvem der har påvirket en beslutning, eller hvilke hensyn der er taget, bliver det sværere at holde magthaverne ansvarlige.