Diskrimination er uretfærdig eller usaglig forskelsbehandling af mennesker på grund af bestemte kendetegn, som for eksempel køn, etnicitet, religion, alder, handicap eller seksuel orientering. Begrebet bruges både i daglig tale, i politik og i jura, hvor det handler om, at nogen behandles dårligere end andre i en sammenlignelig situation uden en rimelig grund.
Hvad betyder diskrimination i praksis?
Diskrimination kan foregå på mange områder i samfundet, blandt andet på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, på boligmarkedet og i mødet med myndigheder eller serviceydelser. Det kan være direkte diskrimination, hvor en person åbent afvises på grund af et bestemt kendetegn. Det kan også være indirekte diskrimination, hvor en regel ser neutral ud, men i praksis rammer bestemte grupper skævt.
Et eksempel kan være en arbejdsgiver, der fravælger en kvalificeret ansøger på grund af navn, alder eller graviditet. Et andet eksempel kan være regler eller normer, som gør det sværere for personer med handicap at deltage på lige vilkår. Diskrimination handler derfor ikke kun om tydelige handlinger, men også om strukturer og vaner, der skaber ulige muligheder.
Forskellen på forskelsbehandling og ulovlig diskrimination
Ikke al forskelsbehandling er nødvendigvis diskrimination i juridisk forstand. Mennesker behandles ofte forskelligt af saglige grunde, for eksempel når job kræver bestemte kvalifikationer. Det afgørende er, om forskellen i behandling er rimelig, nødvendig og lovlig, eller om den bygger på fordomme og usaglige kriterier.
I Danmark og internationalt er der lovgivning og menneskerettigheder, som skal beskytte mod diskrimination. Derfor er begrebet centralt i debatter om ligestilling, integration, arbejdsforhold og minoriteters rettigheder. Det er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi spørgsmål om diskrimination ofte viser, hvordan et samfund fordeler muligheder, rettigheder og respekt mellem forskellige grupper.