Dobbeltpolitik beskriver en situation, hvor en regering eller myndighed siger ét offentligt, men handler mere nuanceret i praksis. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om direkte løgn eller brud på regler. Ofte handler det om, at den formelle linje skal vise loyalitet over for allierede, internationale aftaler eller hjemlig opinion, mens den konkrete politik tilpasses nationale hensyn, økonomiske behov eller diplomatiske realiteter.
Hvad betyder dobbeltpolitik?
Dobbeltpolitik kan også opstå i indenrigspolitik. En regering kan føre en stram retorik om kontrol og regler, men give brede dispensationsmuligheder til bestemte sektorer eller grupper. Derfor bruges ordet ofte kritisk, fordi det kan antyde, at der er afstand mellem principper og praksis.
Hvorfor opstår det?
Dobbeltpolitik opstår ofte, når regeringer står mellem modsatrettede hensyn. De vil både fremstå konsekvente over for vælgere og samarbejdspartnere og samtidig undgå for store økonomiske eller sociale konsekvenser. I internationale forhold kan det være et forsøg på at holde sammen på en alliance, uden at nationale interesser bliver tilsidesat.
Tilhængere vil sige, at denne fleksibilitet er nødvendig i en kompleks verden. Kritikere vil derimod mene, at dobbeltpolitik svækker troværdigheden og gør det uklart, hvilke regler der egentlig gælder. Hvis borgere, virksomheder eller andre lande oplever, at den officielle linje ikke matcher virkeligheden, kan det skabe mistillid.
Hvorfor er det vigtigt?
Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi mange konflikter i dag handler om forskellen mellem erklæret politik og faktisk handling. Når medier og vælgere vurderer regeringers kurs i EU, sikkerhedspolitik eller økonomi, er spørgsmålet ofte netop, om der føres en konsekvent linje, eller om der er tale om dobbeltpolitik.