Eksternalisering betyder, at en opgave, et ansvar eller et problem flyttes uden for den institution, stat eller person, som ellers normalt ville håndtere det. Begrebet bruges i flere fagområder, men i den politiske debat handler det ofte om, at stater flytter grænsekontrol, asylbehandling eller andre dele af migrationspolitikken til lande uden for EU.
Hvad betyder eksternalisering?
I sin grundform beskriver eksternalisering en proces, hvor noget gøres eksternt, altså placeres uden for den oprindelige ramme. I europæisk politik bruges ordet især om forsøg på at håndtere migration uden for EU's egne grænser. Det kan for eksempel ske gennem aftaler med tredjelande om modtagelse, registrering eller behandling af asylansøgere.
Tanken bag er ofte at mindske presset på medlemsstaternes asylsystemer og reducere antallet af mennesker, der når frem til EU's territorium. Tilhængere ser det som et redskab til at skabe mere kontrol og fælles styring. Kritikere mener derimod, at det kan flytte juridisk og moralsk ansvar væk fra Europa og gøre det sværere at sikre asylansøgeres rettigheder.
Brug i andre sammenhænge
Begrebet findes også uden for udlændinge- og asylpolitik. I psykologi og narrativ terapi kan eksternalisering betyde, at et problem forstås som noget uden for personen, ikke som personens identitet. I stedet for at sige, at en person er problemet, beskrives problemet som noget, personen kæmper med. Det kan ændre måden, man taler om ansvar, skam og handlemuligheder på.
Selv om betydningen varierer efter sammenhæng, er kernen den samme, noget flyttes udad, væk fra sit oprindelige centrum.
Hvorfor er begrebet vigtigt?
Eksternalisering er centralt i aktuelle debatter om migration, grænser og internationalt ansvar. Når politikere diskuterer løsninger uden for EU, handler det ikke kun om administration, men også om menneskerettigheder, suverænitet og fordelingen af ansvar mellem lande. Derfor er begrebet vigtigt for at forstå nutidens europæiske politik og de konflikter, der præger nyhedsstrømmen.