Sikkerhedsrådets resolution 1701 er en FN-resolution, som blev vedtaget i 2006 efter krigen mellem Israel og Hizbollah i Libanon. Resolutionen skulle bringe de væbnede kampe til ophør og skabe en mere varig ordning langs grænsen mellem Israel og Libanon. Den bruges stadig som en vigtig diplomatisk reference, når konflikten i området blusser op.
Hvad resolutionen går ud på
Resolution 1701 kræver et fuldt ophør af fjendtlighederne. Det betød blandt andet, at Hizbollah skulle stoppe sine angreb, og at Israel skulle indstille offensive militære operationer. Samtidig lagde teksten op til en permanent
våbenhvile og en langsigtet politisk løsning.
Et centralt element var, at den libanesiske stat skulle styrkes i det sydlige Libanon. Den libanesiske hær skulle udstationeres i området sammen med FN-styrken
UNIFIL, så det ikke længere kun var væbnede ikke-statslige grupper, der havde kontrol. Resolutionen sigter også mod at forhindre ulovlig våbentilførsel og understreger, at området syd for
Litani-floden ikke skal domineres af andre væbnede styrker end Libanons hær og FN.
Hvorfor den er svær at håndhæve
Selv om resolution 1701 er bredt kendt, har den været vanskelig at gennemføre fuldt ud. Grænseområdet er præget af dyb mistillid, og både militære spændinger og politiske interesser gør det svært at omsætte teksten til stabil fred. Derfor bliver resolutionen ofte nævnt, når diplomater og regeringer efterlyser
deeskalering.
I praksis fungerer den både som en våbenhvileaftale og som en politisk ramme for, hvordan sikkerheden i Sydlibanon bør organiseres. Når der opstår nye sammenstød mellem Israel og Hizbollah, henviser FN og mange lande ofte til resolution 1701 som det eksisterende grundlag for at dæmpe konflikten. Derfor er den vigtig i aktuelle nyheder om Mellemøsten, fordi den viser, hvilke internationale regler og forventninger parterne formelt er bundet af.