Fysisk fastholdelse er en tvungen handling, hvor en person holdes fast med kroppen eller hænderne for at forhindre, at vedkommende skader sig selv eller andre. Begrebet bruges især i sundhedsvæsenet, psykiatrien, socialområdet, skoler og under politiets arbejde. Det adskiller sig fra almindelig guidning eller støtte ved, at personen ikke frivilligt medvirker, og at indgrebet begrænser bevægelsesfriheden.
Hvornår bruges fysisk fastholdelse?
Fysisk fastholdelse anvendes som udgangspunkt kun i situationer, hvor der er en konkret og akut risiko for fare. Det kan for eksempel være, hvis en patient er stærkt udadreagerende, hvis et barn er ved at løbe ud i en farlig situation, eller hvis en borger i affekt forsøger at slå, sparke eller skade sig selv. I sådanne tilfælde kan personale eller myndigheder gribe ind for at skabe ro og sikkerhed.
I professionelle sammenhænge er fysisk fastholdelse normalt en sidste udvej. Før man når dertil, forsøger man ofte med samtale, afstand,
konfliktnedtrapning og andre mindre indgribende metoder. Indgrebet skal desuden stå i rimeligt forhold til situationen og ophøre, så snart faren ikke længere er til stede.
Regler, etik og debat
Fysisk fastholdelse er et følsomt emne, fordi det berører både sikkerhed, rettigheder og menneskelig værdighed. Derfor er området ofte reguleret af
lovgivning, interne retningslinjer og krav om
dokumentation. I mange tilfælde skal det efterfølgende registreres, hvorfor fastholdelsen fandt sted, hvor længe den varede, og om der fandtes andre muligheder.
Debatten handler ofte om balancen mellem omsorg og
magtanvendelse. Kritikere peger på risikoen for
overgreb, traumer og fejlskøn, mens tilhængere fremhæver, at indgrebet nogle gange er nødvendigt for at forhindre alvorlig skade. Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi sager om fysisk fastholdelse ofte rejser større spørgsmål om
retssikkerhed,
arbejdsmiljø, behandling og tillid til offentlige institutioner.