gentagelsesfare - Ordbog

Gentagelsesfare er et juridisk begreb for risikoen for, at en person begår ny kriminalitet, typisk af samme eller lignende slags. Udtrykket bruges især i straffesager, hvor domstole og myndigheder vurderer, om der er grund til at gribe ind for at forhindre nye lovbrud. Det handler altså ikke om, hvad en person tidligere har gjort alene, men om sandsynligheden for, at kriminalitet kan ske igen.

Hvordan bruges begrebet i retssystemet?

I dansk ret dukker gentagelsesfare ofte op i forbindelse med varetægtsfængsling. Hvis retten vurderer, at en sigtet person med stor sandsynlighed vil begå ny kriminalitet, hvis vedkommende er på fri fod, kan det indgå som argument for at frihedsberøve personen midlertidigt under sagen. Vurderingen bygger normalt på flere forhold, for eksempel karakteren af den mistænkte kriminalitet, tidligere domme, mønstre i adfærden og de konkrete omstændigheder i sagen.

Gentagelsesfare er ikke det samme som en sikker forudsigelse. Det er en juridisk risikovurdering, som retten skal foretage på baggrund af tilgængelige oplysninger. Derfor er begrebet også tæt knyttet til retssikkerhed, fordi indgreb mod en person skal være saglige og proportionale.

Hvorfor er vurderingen vigtig?

Begrebet spiller en central rolle i balancen mellem samfundets behov for beskyttelse og den enkeltes rettigheder. Et praktisk eksempel kan være en sag om gentagne voldsepisoder eller systematiske indbrud, hvor retten vurderer, om der er nærliggende risiko for, at lignende forhold vil ske igen. Her kan gentagelsesfare få betydning for både efterforskning, fængsling og senere afgørelser.

I den offentlige debat bliver gentagelsesfare ofte nævnt, når der diskuteres kriminalpolitik, forebyggelse og brugen af frihedsberøvelse. Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi det siger noget om, hvordan retssystemet forsøger at forebygge ny kriminalitet, samtidig med at borgernes rettigheder skal beskyttes.