Risiko for ny kriminalitet beskriver sandsynligheden for, at en person begår lovovertrædelser igen efter for eksempel en dom, fængsling, prøveløsladelse eller en social indsats. Begrebet bruges ofte i kriminalforsorg, politi, domstole og socialt arbejde, når myndigheder skal vurdere, hvordan man bedst forebygger tilbagefald til kriminalitet.
Hvad dækker begrebet over?
Når man taler om risiko for ny kriminalitet, handler det ikke om sikker viden om, hvad et menneske vil gøre i fremtiden. Det er en vurdering af sandsynlighed, baseret på oplysninger som tidligere kriminalitet, misbrug, psykiske eller sociale problemer, netværk, boligforhold, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Risikoen kan være lav, middel eller høj, og den kan ændre sig over tid.
En person, der løslades til stabile rammer med bolig, arbejde og støtte, kan have lavere risiko for tilbagefald end en person uden fast netværk eller behandling. Derfor ser fagfolk ikke kun på selve lovbruddet, men også på de forhold, der kan øge eller mindske risikoen.
Hvordan bruges vurderingen?
Vurderinger af risiko for ny kriminalitet bruges blandt andet til at planlægge tilsyn, behandling, resocialisering og andre forebyggende indsatser. Formålet er ideelt set at målrette hjælp og kontrol, så man både beskytter samfundet og støtter den enkelte i at undgå nye lovbrud.
Begrebet er dog følsomt. Hvis vurderinger bliver for skematiske eller bygger på mangelfulde data, kan de føre til fejl og uretfærdige beslutninger. Derfor er det vigtigt, at risiko vurderes professionelt og med respekt for retssikkerhed og individuelle forskelle.
Hvorfor er det vigtigt?
Risiko for ny kriminalitet spiller en central rolle i debatter om straf, forebyggelse og rehabilitering. I aktuelle nyheder om fængsler, ungdomskriminalitet, bandemiljøer og sociale indsatser er begrebet vigtigt, fordi det siger noget om, hvordan samfundet kan forebygge nye lovbrud, ikke kun reagere på dem, når de allerede er sket.