Grundgesetz er navnet på Tysklands forfatning, altså det regelsæt, der fastlægger, hvordan staten fungerer, og hvilke rettigheder borgerne har. Den trådte i kraft i 1949 for Forbundsrepublikken Tyskland og blev oprindeligt udformet som en midlertidig ordning efter Anden Verdenskrig. I praksis blev den dog landets varige forfatningsmæssige grundlag og er i dag kernen i det tyske demokrati.
Hvad Grundgesetz indeholder
Grundgesetz beskriver både statens institutioner og de grundlæggende rettigheder, som staten skal respektere. Det gælder blandt andet menneskets værdighed, ytringsfrihed, religionsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at vælge erhverv. Et centralt princip er, at disse rettigheder binder både den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Samtidig bygger Grundgesetz på flere bærende principper, herunder demokrati, retsstat, socialstat, republik og føderalisme. Det betyder blandt andet, at magten er delt mellem forbundsstaten og delstaterne, og at domstolene kan kontrollere, om love og politiske beslutninger er i overensstemmelse med forfatningen. Den tyske forfatningsdomstol spiller derfor en meget vigtig rolle i samfundet.
Hvorfor ordet er vigtigt i tysk politik
Begrebet Grundgesetz dukker ofte op i nyheder om tysk politik, fordi det sætter grænser for, hvad regeringen og parlamentet kan gøre. Det gælder for eksempel spørgsmål om overvågning, protestret, ejendomsret, migration og statens brug af militæret. Når tyske politikere diskuterer, om et forslag er "forfatningsmæssigt", handler det ofte om, hvorvidt det er foreneligt med Grundgesetz.
For omverdenen er Grundgesetz også vigtigt, fordi Tyskland er en central aktør i Europa. Når landet træffer store beslutninger om sikkerhed, EU-samarbejde eller borgerrettigheder, sker det inden for de rammer, som Grundgesetz fastlægger. Derfor er begrebet centralt i aktuelle nyheder om både tysk indenrigspolitik og internationale spørgsmål.