Kernekapitalprocent er et centralt nøgletal i bankverdenen. Det viser, hvor stor en del af en banks risikovægtede aktiver der er finansieret med kernekapital, altså den kapital, som bedst kan absorbere tab. Jo højere kernekapitalprocenten er, desto større økonomisk buffer har banken typisk, hvis den møder modgang.
Hvad måler kernekapitalprocenten?
Kernekapital består især af egenkapital og visse andre kapitalformer, som kan bruges til at dække tab. Når man sætter denne kapital i forhold til bankens risikovægtede aktiver, får man kernekapitalprocenten. Risikovægtede aktiver er bankens udlån og øvrige eksponeringer, men vægtet efter hvor risikable de vurderes at være. Et boliglån tæller derfor ikke nødvendigvis lige så meget som et mere usikkert erhvervslån.
Det gør nøgletallet mere præcist end en simpel sammenligning mellem kapital og samlede aktiver. En bank med mange lavrisikoaktiver kan have en anden kapitalprofil end en bank med større eksponering mod mere usikre lån. Kernekapitalprocenten bruges derfor af både banker, investorer og tilsynsmyndigheder til at vurdere bankens robusthed.
Hvorfor er tallet vigtigt?
I praksis bruges kernekapitalprocenten ofte, når man vurderer en banks sundhed i regnskaber og stresstests. For kunder og samfundet er det vigtigt, fordi solide banker er bedre rustet til at opretholde udlån og modstå finansiel uro. Derfor spiller kernekapitalprocenten en vigtig rolle i aktuelle debatter om bankernes stabilitet, regulering og den bredere økonomi.