Klimaaftryk beskriver den samlede belastning af klimaet fra en aktivitet, et produkt, en virksomhed eller en persons livsstil. Begrebet bruges især om udledning af drivhusgasser som CO2, metan og lattergas, men kan også dække ressourceforbrug, transport, energi og affald. På dansk bruges klimaaftryk ofte som et bredere udtryk end CO2-aftryk, fordi det ser på flere påvirkninger samlet.
Hvad dækker klimaaftryk over?
Når man beregner et klimaaftryk, ser man på hele kæden bag noget. For et produkt kan det være råvarer, produktion, emballage, transport, brug og bortskaffelse. For turisme kan det omfatte flyrejser, hotelophold, madforbrug, lokal transport og energiforbrug på destinationen. Derfor er klimaaftryk ikke kun et spørgsmål om det, man ser direkte, men også om de udledninger, der ligger skjult i forsyningskæden.
Klimaaftryk måles ofte i CO2-ækvivalenter. Det gør det muligt at sammenligne forskellige drivhusgasser i én samlet værdi. En aktivitet med lav direkte CO2-udledning kan stadig have et betydeligt klimaaftryk, hvis den kræver meget energi eller medfører stort ressourceforbrug andre steder i kæden.
Hvordan bruges begrebet i praksis?
Begrebet bruges af myndigheder, virksomheder og forbrugere til at forstå, hvor belastningen er størst, og hvor den kan reduceres. En virksomhed kan for eksempel kortlægge klimaaftrykket fra sin produktion og transport. En kommune kan se på klimaaftrykket fra byggeri eller affaldshåndtering. For den enkelte kan boligopvarmning, transport og kost være centrale kilder.
Klimaaftryk er vigtigt, fordi det gør klimadebatten mere konkret. I nyheder om energi, landbrug, rejser, byggeri og forbrug bruges begrebet til at vurdere konsekvenserne af valg og politik. Det betyder meget i aktuelle samfundsdebatter, fordi reduktion af klimaaftryk er tæt knyttet til indsatsen mod klimaforandringer.