Et langtrækkende missil er et missil, der er udviklet til at ramme mål langt fra affyringsstedet, ofte over hundreder eller tusinder af kilometer. Begrebet bruges bredt om våben med væsentligt større rækkevidde end kort- og mellemdistancemissiler. Langtrækkende missiler kan bære konventionelle sprængladninger, men i nogle tilfælde også nukleare våben, hvilket gør dem til et centralt emne i sikkerheds- og forsvarspolitik.
Hvad kendetegner et langtrækkende missil?
Langtrækkende missiler adskiller sig især ved deres rækkevidde, men også ved deres flyveprofil og formål. Nogle er ballistiske missiler, som affyres opad, bevæger sig i en bane gennem den øvre atmosfære eller rummet og derefter falder mod målet. Andre er krydsermissiler, som flyver lavere og mere som et ubemandet fly, ofte for at være sværere at opdage.
Rækkeviddegrænser kan variere alt efter militær doktrin og internationale definitioner, så der findes ikke altid én fast skillelinje. I nyhedsartikler bruges udtrykket ofte om missiler, der kan nå mål langt uden for det umiddelbare kampområde, for eksempel på tværs af landegrænser eller mellem regioner.
Hvorfor spiller de en stor rolle?
Langtrækkende missiler giver stater mulighed for at true eller angribe mål langt væk uden at sende fly eller soldater ind over fjendtligt territorium. Det kan være militærbaser, infrastruktur eller kommandocentre. Derfor indgår de ofte i afskrækkelse, altså forsøget på at forhindre angreb ved at signalere evnen til at slå igen.
Samtidig skaber de stor bekymring, fordi de kan forkorte varslingstiden og øge risikoen for fejlberegninger i en krise. Hvis et land kan ramme modstandere på lang afstand, ændrer det magtbalancen i en region. Derfor fylder langtrækkende missiler meget i debatter om våbenkapløb, missilforsvar, NATO, Nordkorea, Rusland og andre aktuelle sikkerhedspolitiske konflikter. Det er netop derfor, begrebet er vigtigt i nutidens nyhedsbillede.