En løsgænger er en folkevalgt politiker, der ikke længere er tilknyttet et politisk parti eller en partigruppe. Det kan være en person, som er valgt ind for et parti, men senere forlader det, eller en kandidat, der fra starten stiller op uden partibinding. I dansk politik bruges ordet især om medlemmer af Folketinget, kommunalbestyrelser og andre valgte forsamlinger.
Hvad betyder det i praksis?
Når en politiker bliver løsgænger, mister vedkommende typisk den organisatoriske støtte, som et parti normalt giver. Det gælder for eksempel fælles politiske linjer, sekretariatsbistand og adgang til en større forhandlingsstyrke. Til gengæld får løsgængeren større frihed til at stemme og udtale sig uden at være bundet af et partiprogram eller en partiledelse.
Fordele og udfordringer
En løsgænger kan i nogle situationer få en særlig rolle, især hvis der er meget tæt styrkeforhold mellem blokkene. En enkelt stemme kan få betydning i vigtige afstemninger, og derfor kan løsgængere få opmærksomhed i medierne og i politiske forhandlinger. Samtidig står de ofte mere alene i det daglige parlamentariske arbejde.
Begrebet er vigtigt, fordi det siger noget om forholdet mellem vælgere, partier og de personer, der er valgt ind. Når en politiker bliver løsgænger, rejser det ofte debat om loyalitet, repræsentation og politisk ansvar. Derfor dukker ordet jævnligt op i nyheder om magtforhold, partikriser og skiftende flertal i dansk politik.