Loss of chance er et juridisk princip, der handler om tabet af en reel mulighed for et bedre udfald. Ideen er, at en person kan have krav på erstatning, hvis en andens fejl eller forsømmelse har forringet chancen for at opnå noget værdifuldt, selv om resultatet aldrig var garanteret. Princippet bruges især i erstatningsret og er kendt fra sager om lægefejl, hvor patienten måske allerede var alvorligt syg, men hvor uagtsom behandling reducerede chancen for overlevelse eller bedring.
Hvad betyder princippet i praksis?
Traditionelt kræver erstatningsret ofte, at det kan bevises, at fejlen direkte forårsagede skaden. Ved loss of chance lempes dette krav i nogle retssystemer. I stedet ser man på, om den skadelidte mistede en konkret og målbar mulighed.
Et typisk eksempel er en patient, der ikke får stillet en diagnose i tide. Patienten havde måske ikke sikker udsigt til at blive rask, men en tidligere diagnose kunne have givet en væsentlig større chance for behandling eller overlevelse. Hvis denne chance blev forringet på grund af uagtsomhed, kan tabet af selve chancen blive anerkendt som en erstatningsberettiget skade.
Princippet kan også tænkes uden for sundhedsområdet, for eksempel hvis en rådgiverfejl får en virksomhed til at miste en realistisk mulighed for at vinde en kontrakt eller undgå et tab. Det afgørende er, at der var tale om en reel mulighed, ikke blot en løs forhåbning.
Hvorfor er begrebet omstridt?
Loss of chance er omdiskuteret, fordi det bevæger sig i grænselandet mellem sandsynlighed og årsagssammenhæng. Domstole skal vurdere, hvordan en mistet chance kan bevises og opgøres økonomisk. Det rejser spørgsmål om retfærdighed, fordi man giver erstatning for et tab, der netop består i, at udfaldet blev mere usikkert eller mindre gunstigt.
Samtidig afspejler princippet en vigtig samfundsværdi: At ansvar ikke altid bør bortfalde, bare fordi et godt resultat i forvejen var usikkert. Derfor er loss of chance relevant i aktuelle debatter om patientsikkerhed, professionelt ansvar og adgangen til erstatning.