National selvforsvarsdoktrin er en stats fortolkning af, hvornår og hvordan den kan bruge væbnet magt for at forsvare sig selv. Begrebet bygger på folkeretten, især FN-pagtens artikel 51, som anerkender staters ret til selvforsvar ved et væbnet angreb. Doktrinen handler derfor ikke kun om militær strategi, men også om de juridiske og politiske rammer for magtanvendelse.
Hvad dækker doktrinen over?
I praksis beskriver en national selvforsvarsdoktrin, hvilke situationer en stat mener udløser retten til selvforsvar. Det kan for eksempel være som svar på et igangværende angreb, et netop overstået angreb eller, i nogle staters fortolkning, et nært forestående angreb. Her opstår ofte debat, fordi folkeretten sætter grænser for, hvornår forebyggende eller præventiv magtanvendelse er lovlig.
Doktrinen omfatter også krav om nødvendighed og proportionalitet. Det betyder, at et forsvarssvar skal være nødvendigt for at afværge truslen og ikke gå videre, end situationen kræver. En stat kan altså ikke frit bruge enhver form for magt og kalde det selvforsvar. Derfor spiller nationale militærmanualer, lovgivning og politiske erklæringer en vigtig rolle, når en doktrin skal forstås.
Hvorfor er tolkningen vigtig?
Forskelle i nationale selvforsvarsdoktriner kan få stor betydning i internationale konflikter. Nogle lande lægger vægt på en snæver fortolkning, hvor selvforsvar først er lovligt efter et faktisk angreb. Andre argumenterer for, at moderne trusler, som missiler, terrornetværk eller cyberangreb, kan kræve hurtigere handling.
Et aktuelt eksempel er diskussionen om, hvordan stater må reagere på hybride angreb, angreb via stedfortrædere eller trusler, der ikke kommer fra en anden stat alene. Her bruges selvforsvarsdoktrinen til at begrunde både militære operationer og diplomatiske positioner. Derfor er begrebet centralt i aktuelle nyheder om krig, sikkerhedspolitik og international ret.