En olie- og gasreserve er den del af et lands eller et områdes olie og naturgas i undergrunden, som er påvist og vurderes at kunne udvindes med rimelig sikkerhed. Begrebet handler altså ikke om alle tænkelige forekomster, men om de mængder, som geologiske undersøgelser, teknologi og økonomi gør realistiske at hente op.
Hvad dækker begrebet over?
Når myndigheder og energiselskaber taler om reserver, skelner de ofte mellem ressourcer og reserver. Ressourcer er de samlede mængder, man tror findes i undergrunden, også det der endnu ikke er fundet eller ikke kan udvindes rentabelt. Reserver er derimod den mere snævre kategori, som allerede er opdaget og vurderet som teknisk og økonomisk udnyttelig under de aktuelle forhold.
Reserver kan også opdeles efter sikkerhed. De mest sikre kaldes ofte påviste eller dokumenterede reserver. Det er mængder, som geologiske data og erfaring fra boringer gør det sandsynligt, at man faktisk kan producere. Andre kategorier er mere usikre og afhænger af yderligere undersøgelser, teknologi eller ændrede markedsvilkår.
Hvordan bliver reserver opgjort?
Opgørelsen bygger på geologiske analyser, seismiske målinger, prøveboringer og tekniske vurderinger af, hvor meget olie eller gas der kan hentes op. Men tallet er ikke statisk. En reserve kan vokse, hvis ny teknologi gør udvinding lettere, eller hvis bedre data viser, at feltet er større end først antaget. Omvendt kan reserver blive nedskrevet, hvis udvindingen viser sig vanskeligere eller dyrere end forventet.
Et land kan derfor have store forekomster i undergrunden uden nødvendigvis at have tilsvarende store reserver i statistikkerne. Hvis infrastrukturen mangler, eller hvis udvinding ikke er økonomisk mulig, tæller mængderne ikke fuldt ud som reserver.