P5+1 er betegnelsen for en gruppe på seks stormagter, der især blev kendt gennem forhandlingerne med Iran om landets atomprogram. Gruppen består af FN's Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer, USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina, plus Tyskland. Navnet bruges derfor som en kort måde at beskrive den kreds af lande, der stod bag de vigtigste diplomatiske forhandlinger om Irans atomaktiviteter.
Hvem er med, og hvad var formålet?
P'et i P5 henviser til de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. De har en særlig rolle i international sikkerhedspolitik, blandt andet fordi de kan nedlægge veto i rådet. Tyskland er ikke permanent medlem, men blev en central del af forhandlingsformatet på grund af sin politiske og diplomatiske vægt i Europa.
Formålet med P5+1-samarbejdet var at forhandle begrænsninger på Irans atomprogram, så det blev sværere for landet hurtigt at udvikle atomvåben, hvis den politiske beslutning blev truffet. Samtidig skulle aftalerne åbne for international kontrol og inspektion, så omverdenen kunne følge Irans aktiviteter tættere.
Forbindelsen til Iran-aftalen
P5+1 er især knyttet til atomaftalen med Iran fra 2015, ofte omtalt som JCPOA. Aftalen lagde begrænsninger på blandt andet uranberigelse, lagre af nukleart materiale og brugen af visse atomtekniske anlæg. Til gengæld fik Iran lettelser i internationale sanktioner.
Når medier og politikere nævner P5+1, handler det derfor som regel ikke bare om seks lande, men om en bestemt diplomatisk model, hvor rivaliserende stormagter forsøgte at finde fælles fodslag i en følsom sikkerhedskrise. Begrebet er stadig vigtigt i aktuelle nyheder, fordi diskussioner om Irans atomprogram, sanktioner og international sikkerhed ofte tager udgangspunkt i netop denne forhandlingsramme.