Para-cykling er cykelsport for atleter med funktionsnedsættelser, hvor udstyr og konkurrenceformer er tilpasset den enkelte udøvers behov og funktionsevne. Sporten er en del af den paralympiske bevægelse og omfatter både banecykling og landevejscykling. Målet er, at atleter med forskellige typer handicap kan konkurrere på så fair vilkår som muligt.
Hvordan para-cykling fungerer
I para-cykling bruges flere typer cykler afhængigt af atletens funktionsnedsættelse. Nogle kører på en almindeligt udseende tohjulet cykel, mens andre bruger håndcykel, trehjulet cykel eller tandem. Tandem anvendes typisk af ryttere med synsnedsættelse, som kører sammen med en seende pilot. Håndcykler bruges ofte af atleter, der primært bruger overkroppen til at skabe fart.
Konkurrencerne foregår både på bane og på vej. På bane handler det ofte om fart, taktik og præcision på en lukket velodrom, mens landevejsløb kan bestå af enkeltstart og linjeløb. Som i mange andre parasportsgrene spiller klassifikation en central rolle. Atleterne inddeles i sportsklasser, så konkurrenter med nogenlunde samme funktionelle forudsætninger møder hinanden.
Klassifikation og udvikling
Klassifikationssystemet er afgørende for sportens troværdighed. Det tager ikke kun udgangspunkt i en medicinsk diagnose, men især i hvordan funktionsnedsættelsen påvirker evnen til at cykle. Derfor kan to atleter med samme diagnose godt placeres forskelligt, hvis deres fysiske funktion er forskellig.
Para-cykling har udviklet sig markant gennem årene. Sporten begyndte blandt andet med ryttere med synshandicap på tandemcykler og er siden blevet bredere og mere teknologisk avanceret. Moderne udstyr, træning og international regulering har gjort konkurrencerne mere professionelle og synlige.