Regeringskrav er de politiske krav, betingelser eller ønsker, som et parti stiller i forbindelse med dannelsen af en regering. Det kan være krav om bestemte ministerposter, politiske reformer eller klare aftaler om, hvilke emner en ny regering skal prioritere. Begrebet bruges især i parlamentariske systemer, hvor flere partier ofte skal samarbejde for at samle et flertal.
Hvad dækker regeringskrav over?
Når intet parti har flertal alene, bliver forhandlinger nødvendige. Her kan et parti sige, at det kun vil pege på en statsminister eller indgå i en regering, hvis visse krav bliver opfyldt. Regeringskrav kan handle om både indhold og magt. Et parti kan for eksempel kræve en strammere udlændingepolitik, flere penge til velfærd eller indflydelse på økonomisk politik. Det kan også kræve bestemte poster i regeringen eller faste procedurer for samarbejdet.
Regeringskrav er ikke det samme som almindelige politiske ønsker. De får særlig vægt, fordi de knytter sig direkte til spørgsmålet om, hvem der kan danne regering. Derfor bliver de ofte centrale i dagene og ugerne efter et valg, hvor partierne forhandler om grundlaget for et nyt flertal.
Derfor spiller de en stor rolle
Regeringskrav viser, hvor et parti sætter sine vigtigste grænser. De fortæller vælgerne, hvad partiet vil kæmpe for, før det giver støtte til en regering. Samtidig er de et forhandlingsredskab. Nogle krav er faste principper, mens andre er åbninger til kompromis.
I praksis kan regeringskrav få stor betydning for, hvilken politik der bliver ført, også selv om partiet ikke selv sidder med statsministerposten. Et støtteparti kan eksempelvis bruge sine mandater til at presse en regering i en bestemt retning. Derfor er begrebet vigtigt i aktuelle nyheder om valg, regeringsdannelse og parlamentarisk magt, fordi det hjælper med at forklare, hvorfor regeringsforhandlinger lykkes, trækker ud eller bryder sammen.