Skib-til-skib-overførsler er, når last flyttes direkte fra et fartøj til et andet, mens begge befinder sig på havet eller på reden. Det bruges især til olie, brændstof og andre flydende produkter, men kan også omfatte kemikalier eller anden last. Metoden kan være en helt legitim del af international søfart, men den forbindes også ofte med forsøg på at skjule, hvor en last kommer fra, eller hvem der i praksis ejer den.
Hvordan foregår det i praksis?
En skib-til-skib-overførsel sker typisk ved, at to skibe lægger sig side om side, hvorefter lasten pumpes eller flyttes mellem dem under nøje tekniske og sikkerhedsmæssige procedurer.
Rederier kan bruge metoden for at samle last, spare havneomkostninger eller bringe varer videre til mindre eller større fartøjer alt efter destination.
I lovlig handel er sådanne operationer normalt planlagt, dokumenteret og rapporteret til relevante myndigheder. Positioner, tidspunkt, lasttype og involverede skibe skal ofte registreres. Fordi operationen foregår til søs, stiller den store krav til sikkerhed, navigation og miljøbeskyttelse, især hvis der er tale om olieudslip eller dårligt vejr.
Hvorfor vækker det politisk opmærksomhed?
Skib-til-skib-overførsler er kommet højt på dagsordenen, fordi metoden også kan bruges til at omgå
sanktioner eller sløre en vares oprindelse. Hvis olie overføres flere gange mellem forskellige skibe, kan det blive vanskeligere for myndigheder, forsikringsselskaber og købere at følge lasten. Det kan være relevant i sager om
sanktionsbrud, smugling eller mangelfuld rapportering.
Derfor holder myndigheder, havne, rederier og internationale organisationer nøje øje med denne type aktivitet gennem dokumentkontrol,
satellitdata og sporingssystemer. Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi det ligger i krydsfeltet mellem handel, energiforsyning, miljøbeskyttelse og international sikkerhed.