Social dumping beskriver praksisser, hvor virksomheder opnår en konkurrencefordel ved at bruge arbejdskraft på dårligere løn- og arbejdsvilkår end det, der normalt gælder på et arbejdsmarked. Begrebet bruges især om situationer, hvor udenlandske eller udstationerede arbejdstagere ansættes til lavere løn, med færre rettigheder eller under ringere forhold end lokale medarbejdere. Det handler derfor ikke kun om lav løn, men også om arbejdstid, sikkerhed, boligforhold, pension og adgang til sociale rettigheder.
Hvad dækker begrebet over?
Social dumping opstår typisk, når forskelle i lønninger og regler mellem lande eller brancher udnyttes. En virksomhed kan for eksempel hente arbejdskraft fra et land med lavere lønniveau og lade medarbejderne arbejde i et andet land uden at følge de lokale standarder fuldt ud. På den måde kan virksomheden sænke sine omkostninger og presse konkurrenter, som følger overenskomster og nationale regler.
Begrebet bliver ofte brugt i debatter om byggeri, transport, landbrug og rengøring, hvor der kan være stor brug af udenlandsk arbejdskraft. Det er dog vigtigt at skelne mellem lovlig international arbejdskraft og social dumping. Det er ikke social dumping i sig selv, at medarbejdere kommer fra et andet land. Problemet opstår, når de bliver underbetalt eller arbejder under vilkår, der ligger klart under det almindelige niveau.
Hvorfor er social dumping omdiskuteret?
I praksis forsøger myndigheder og arbejdsmarkedets parter at modvirke social dumping gennem kontrol, kædeansvar, overenskomster og krav om ordentlige arbejdsforhold. Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi det siger noget om, hvordan globalisering, migration og konkurrence påvirker hverdagen på arbejdsmarkedet.