Statslig etablering af religion betyder, at staten på en eller anden måde knytter sig officielt til en bestemt religion. Det kan ske ved, at en religion får en særlig juridisk status, modtager særbehandling fra myndighederne eller indgår tæt i statens institutioner. Begrebet bruges også i diskussioner om det modsatte princip, nemlig at staten ikke må favorisere én tro frem for andre eller frem for ingen religion.
Hvad dækker begrebet over?
Når man taler om statslig etablering af religion, handler det ikke kun om en formel statsreligion. Det kan også dreje sig om mere indirekte støtte, for eksempel hvis staten finansierer bestemte trossamfund på særlige vilkår, giver religiøse normer en særlig plads i lovgivningen eller lader offentlige myndigheder fremme én tro i skoler, ceremonier eller officielle symboler.
Begrebet spiller især en rolle i forfatningsret og menneskerettigheder. I nogle lande er der klare regler om adskillelse mellem stat og religion, mens andre lande har en folkekirke, en statsreligion eller historiske bånd mellem monarki, lovgivning og religion. Derfor kan graden af statslig etablering være meget forskellig fra land til land.
Hvorfor er det omdiskuteret?
Et praktisk eksempel er debatten om bøn i offentlige institutioner, religiøse symboler i retssale eller særregler for bestemte trossamfund. Her bliver det centralt, om staten blot anerkender religion som samfundsfaktor, eller om den reelt giver én religion en privilegeret position.
Hvorfor er det vigtigt?
Begrebet er vigtigt, fordi det ligger i krydsfeltet mellem demokrati, frihedsrettigheder og national identitet. I aktuelle samfundsdebatter bruges det til at vurdere, om staten behandler borgere neutralt, og hvordan religiøs mangfoldighed skal håndteres i et moderne samfund.