Hvordan syntetisk video bliver lavet
Syntetisk video bliver typisk produceret ved hjælp af AI-modeller, der kan analysere ansigter, stemmer, bevægelser og sprog. Teknologien kan for eksempel få en digital avatar til at læse en tekst op, skabe en realistisk person, der ikke findes, eller ændre en virkelig persons ansigt og stemme i en video. Det er tæt beslægtet med deepfakes, men syntetisk video er et bredere begreb, fordi det også omfatter legitimt produceret indhold til undervisning, markedsføring, kundeservice og intern kommunikation.
I praksis kan en virksomhed bruge syntetisk video til at lave træningsmateriale på flere sprog uden at optage den samme præsentation igen og igen. Medier og kreative producenter kan også bruge teknologien til animation, dubbing og visuelle effekter. Derfor er syntetisk video ikke i sig selv vildledende, det afhænger af formålet og gennemsigtigheden.
Muligheder og risici
Fordelen ved syntetisk video er, at det kan gøre videoproduktion hurtigere, billigere og mere fleksibel. Det kan åbne for mere tilgængelig kommunikation og gøre det lettere at tilpasse indhold til forskellige målgrupper.
Samtidig rummer teknologien klare risici. Syntetisk video kan bruges til misinformation, svindel og manipulation, især hvis det får personer til at fremstå, som om de har sagt eller gjort noget, de aldrig har sagt eller gjort. Derfor er mærkning, kildekritik og gennemsigtighed blevet vigtigere i takt med, at værktøjerne er blevet bedre.
Begrebet er centralt i den aktuelle debat om kunstig intelligens, fordi det viser, hvordan AI både kan effektivisere kommunikation og udfordre tilliden til det, vi ser i nyheder, på sociale medier og i offentlig debat.