tvangsrekruttering

Tvangsrekruttering er, når personer bliver presset, truet eller tvunget til at indgå i militærtjeneste eller i væbnede grupper uden reelt samtykke. Det kan ske gennem fysisk vold, trusler mod familien, bortførelse eller ved, at myndigheder eller militser udnytter kaotiske forhold under krig og konflikt. Begrebet bruges ofte i sager om krig, menneskerettigheder, asyl og international humanitær ret.

Tvangsrekruttering handler ikke kun om, at nogen formelt bliver indkaldt. Det afgørende er, om personen faktisk har haft en fri mulighed for at sige nej. I konfliktområder kan unge mænd, kvinder og børn blive tvunget til at kæmpe, udføre vagttjeneste, transportere udstyr eller støtte militære operationer på andre måder. Når børn rekrutteres, betragtes det som særligt alvorligt og er i strid med internationale regler om beskyttelse af børn i væbnede konflikter.

Begrebet kan også optræde i vurderinger af, om en person risikerer forfølgelse ved hjemsendelse. Hvis nogen risikerer at blive tvangsrekrutteret af staten, en oprørsgruppe eller en milits, kan det få betydning i asylsager. Her ser myndigheder blandt andet på, om der findes mønstre for tvang, straf ved nægtelse og risiko for overgreb.

I praksis ses tvangsrekruttering ofte i lande præget af borgerkrig, besættelse eller svage statsinstitutioner. En væbnet gruppe kan for eksempel tvinge landsbyboere til at stille med unge rekrutter. Andre steder kan personer blive tilbageholdt ved kontrolposter og sendt til træning eller fronttjeneste. Selv hvis der findes formelle regler om værnepligt, kan grænsen til tvang blive central, hvis indkaldelsen ledsages af ulovlige trusler, vilkårlige anholdelser eller manglende mulighed for fritagelse.