Urea, også kaldet karbamid, er en organisk forbindelse med et højt indhold af kvælstof. Stoffet er især kendt fra landbruget, hvor det bruges som gødning, men urea dannes også naturligt i kroppen som et affaldsprodukt, når proteiner nedbrydes. Hos mennesker og andre pattedyr bliver urea dannet i leveren og udskilt gennem nyrerne i urinen.
Urea i landbrug og industri
I landbruget er urea en af de mest anvendte kvælstofgødninger. Det skyldes, at planter har brug for kvælstof for at vokse, danne blade og opbygge proteiner. Når urea tilføres jorden, omdannes det til former for kvælstof, som planterne kan optage. Derfor spiller stoffet en vigtig rolle i fødevareproduktionen.
Urea bruges også uden for landbruget. Det indgår blandt andet i kemisk produktion, plast, lim, lægemidler og visse hudplejeprodukter. I cremer bruges urea ofte til at binde fugt og blødgøre tør hud. Stoffet har derfor både stor betydning i industrien og i hverdagsprodukter, mange møder uden at tænke over det.
Urea i kroppen
Biologisk er urea kroppens måde at komme af med overskydende kvælstof på. Når proteiner fra mad eller kroppens egne væv nedbrydes, opstår der ammoniak, som er giftigt i større mængder. Leveren omdanner ammoniakken til urea, som er langt mindre skadeligt og lettere at udskille.
Læger måler ofte mængden af urea i blodet som en del af vurderingen af nyrefunktion, væskebalance eller stofskifte. Forhøjede eller lave værdier kan være tegn på, at kroppen ikke håndterer affaldsstoffer normalt.