Azovstal blev starten på mareridt i russisk fangenskab

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Fra Azovstal til russisk fangenskab

Det berømte slag, som satte Yaroslav Rumyantsevs historie i gang, var kampene om Mariupol og især den sidste fase omkring stålværket Azovstal i foråret 2022. Det var her, ukrainske soldater i ugevis holdt stand mod en massiv russisk belejring, mens byen omkring dem blev knust. For mange endte slaget ikke med evakuering, men med fangenskab. ^[1]

Rumyantsev, en ung ukrainsk løjtnant, hører til den gruppe soldater, hvis krig ikke stoppede, da kampene gjorde det. Ifølge beretningen blev han efter tilfangetagelsen udsat for vold fra russiske fangevogtere. Han svarede igen verbalt, og det udløste så grov mishandling, at hans fangenskab blev begyndelsen på et nyt mareridt, ikke afslutningen på det første. ^[1]

Historien er personlig, men den er ikke enestående. Den passer ind i et bredere mønster, som internationale organisationer, ukrainske myndigheder og menneskerettighedsgrupper siden 2022 har forsøgt at dokumentere: systematisk mishandling af ukrainske krigsfanger i russisk varetægt. ^[2]

Tidslinjen: Slaget og det, der fulgte

Februar til april 2022: Mariupol bliver belejret

Da Rusland indledte sin fuldskala invasion i februar 2022, blev Mariupol hurtigt et hovedmål. Byen havde strategisk betydning, fordi den kunne forbinde russiskkontrollerede områder i Donbas med Krim. Ukrainske styrker, herunder marinesoldater, nationalgardister og Azov-enheden, blev omringet.

I løbet af marts og april blev belejringen et symbol på både ukrainsk modstand og russisk ødelæggelse. Civile blev fanget uden sikre flugtruter, og store dele af byen blev lagt i ruiner.

April til maj 2022: Azovstal bliver sidste bastion

Efterhånden trak de sidste ukrainske forsvarere sig tilbage til Azovstal, et enormt industrikompleks med tunneller og bunkerlignende strukturer. Her holdt de stand under bombardement, mens Kyiv forsøgte at få internationale aftaler på plads om evakuering.

I maj 2022 kom ordren om at indstille forsvaret. Ukrainske myndigheder beskrev det som en nødvendig operation for at redde liv. I praksis betød det, at hundredvis af udmattede soldater overgav sig og blev ført i russisk eller russiskkontrolleret fangenskab. ^[1]

Det er i denne overgang, fra belejret soldat til krigsfange, at historier som Rumyantsevs begynder.

Sommeren 2022 og frem: Fangeudvekslinger og overgreb

En del af de tilfangetagne fra Mariupol blev senere udvekslet. Andre sad længe i russiske fængsler og interneringsfaciliteter, ofte uden kontakt til omverdenen. Overlevendes vidneudsagn har gennemgående beskrevet tæsk, ydmygelser, elektrisk tortur, søvnmangel, trusler og mangel på lægehjælp. ^[2]

Den røde tråd i mange forklaringer er, at mishandlingen ikke kun havde til formål at straffe, men også at bryde identitet, moral og militær sammenhængskraft. Netop den type behandling ligger tæt op ad det, FN's særlige rapportør om tortur beskriver som psykologisk tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. ^[3]

Hvad Rumyantsevs sag viser

Rumyantsevs beretning er brutal i sin enkelhed. Han blev ikke kun fanget af fjenden. Han blev placeret i et system, hvor selv små tegn på modstand kunne udløse vold. Det afgørende i sådanne sager er ikke kun slagene i sig selv, men magtforholdet: en afvæbnet fange under fuld kontrol hos sine vogtere.

Det er præcis den situation, Genèvekonventionerne skal regulere. Krigsfanger må afhøres, men de må ikke tortureres, ydmyges eller udsættes for repressalier. Hvis en fange bliver slået for at svare igen, er det ikke en disciplinær detalje. Det er et muligt krigsforbrydelsesforhold.

Rumyantsevs historie siger også noget om, hvorfor mange overlevende beskriver fangenskab som en anden front. Når kroppen først er under kontrol, bliver næste kamp ofte ført mod nedbrydning af personlighed og værdighed.

Juridisk spor: Hvem kan retsforfølge det?

ICC er allerede i gang, men vejen er lang

Den Internationale Straffedomstol åbnede efterforskning af situationen i Ukraine i marts 2022. Domstolen kan undersøge forbrydelser begået på ukrainsk territorium, herunder overgreb mod krigsfanger. Ukraine ratificerede desuden Rom-statutten formelt i 2024, med virkning fra 1. januar 2025, hvilket styrker det institutionelle grundlag yderligere. ^[4]

Det betyder ikke, at sager som Rumyantsevs hurtigt ender med dom. ICC går typisk efter dem med størst ansvar, altså dem højere oppe i kommandokæden, og domstolen er afhængig af adgang til beviser, vidner og mistænkte.

Ukrainske domstole og universel jurisdiktion

Ukraine har samtidig selv ført en lang række sager om krigsforbrydelser siden 2022. National retsforfølgning er ofte den hurtigste vej, især når ofre, gerningssteder og dokumentation findes i landet.

Derudover vokser brugen af universel jurisdiktion i Europa. Princippet gør det muligt for stater at efterforske alvorlige internationale forbrydelser, selv når de er begået i udlandet. Flere lande har styrket deres indsats på området. Danmark nævnes dog fortsat som et land, hvor lovgivning og praksis ikke er blandt de mest offensive i Europa. ^[5]

For ofre som Rumyantsev er pointen klar: Chancerne for ansvar er større end for få år siden, men stadig langt fra sikre.

Vidnesbyrd som våben og bevis

Overlevendes forklaringer har fået en dobbelt rolle. De er både dokumentation og politisk materiale. De bruges i internationale undersøgelser, af ngo'er, af ukrainske anklagere og i diplomatisk pres mod Rusland. ^[6]

Det er samtidig en belastning for ofrene. Eksperter i tortur og traumer peger på, at tidligere fanger ofte kæmper med langvarige følger: posttraumatisk stress, søvnforstyrrelser, kronisk alarmberedskab, skam, aggression og vanskeligheder ved at vende tilbage til et civilt liv. Når staten eller offentligheden beder dem gentage deres historie, kan det være nødvendigt, men også psykisk kostbart. ^[7] ^[8]

Derfor er sager som denne mere end enkeltskæbner i nyhedsstrømmen. De er byggesten i en større juridisk og moralsk opgørelse med, hvordan krigen bliver ført.

Det store billede

Historien om Yaroslav Rumyantsev begynder ved Azovstal, men dens egentlige betydning ligger i det, der fulgte efter overgivelsen. Slaget om Mariupol blev et ikon for krigen i 2022. Fangernes behandling er blevet et mål for, hvad der sker, når krigens regler bryder sammen.

Hvis der en dag kommer domme i sådanne sager, vil de ikke kunne ophæve skaden. Men de kan fastslå noget helt basalt: at overgivelse ikke ophæver et menneskes rettigheder, og at fangenskab ikke giver nogen ret til at knuse den, man holder indespærret.

Ifølge fangevogtere udsættes ukrainske krigsfanger for vold i russiske fængsler

Azovstal blev starten på nyt mareridt i fangenskab