Iran trapper skyggekrigen op mod kritikere i eksil

Iran fører ikke kun sin konflikt med modstandere gennem missiler, proxygrupper og maritime trusler i Hormuz. Regimet har de seneste år også skærpet en mere skjult kampagne mod kritikere i eksil, journalister, aktivister og dissidenter i Europa, USA og nabolande som Tyrkiet. Det er den del af konflikten, der sjældnere rammer forsiderne, men som for mange iranere uden for landet er blevet et hverdagsvilkår: overvågning, trusler, cyberangreb, kidnapningsplaner og i nogle tilfælde attentatforsøg. ^[1]

Det nye er ikke, at Iran gør det. Det nye er omfanget, professionaliseringen og den bredere værktøjskasse.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Skyggekrigen er blevet mere direkte

Siden mindst 2019 har vestlige efterretningstjenester og domstole gentagne gange kædet iranske operationer sammen med planer om at intimidere eller likvidere regimekritikere uden for Iran. Mønstret går igen fra sag til sag: målpersonerne er ofte journalister fra persisksprogede medier, kvindeaktivister, tidligere embedsfolk, kurdiske aktivister eller medlemmer af iranske oppositionsmiljøer. ^[1]

I nogle tilfælde bruges klassiske efterretningsmetoder som fysisk overvågning og menneskelige kilder. I andre tilfælde bliver der hyret kriminelle mellemled. Det gør operationerne billigere, mere benægtelige og sværere at føre direkte tilbage til Teheran.

Washington, DC, USA – sted for amerikanske anklager og operationer relateret til iranske dissidenter og netværk.

Flere sager i USA og Europa har peget på planer om bortførelser eller drab på iranske dissidenter. Den amerikanske anklagemyndighed har de senere år rejst sager om forsøg på at kidnappe iranske oppositionsstemmer fra amerikansk jord. Britiske myndigheder har samtidigt advaret om et usædvanligt højt antal iransk-koblede trusler mod personer i Storbritannien. Og i Tyrkiet, som længe har været transitland for både eksiliranere og iranske netværk, er mistanken om infiltration så udbredt, at almindelige samtaler dæmpes, når regimet kommer på tale. ^[1]

IRGC og MOIS arbejder forskelligt, men mod samme mål

To institutioner går igen i næsten alle analyser af Irans eksterne undertrykkelse: Revolutionsgarden, IRGC, og efterretningstjenesten MOIS.

IRGC er ikke bare en militær gren. Den er et magtcenter med egne land-, sø- og luftstyrker, kontrol over Basij-militsen og en eliteenhed, Quds Force, som er ansvarlig for operationer uden for Iran. Organisationen refererer direkte til den øverste leder og fungerer i praksis som en stat i staten. Amerikanske vurderinger anslår IRGC til mellem 150.000 og 190.000 personer, mens Quds Force alene tæller mellem 5.000 og 15.000. ^[2] ^[3]

MOIS spiller typisk en anden rolle. Hvor IRGC, især Quds Force, forbindes med mere offensive og paramilitære operationer, knyttes MOIS ofte til overvågning, informationsindsamling, rekruttering og pressionskampagner mod dissidentmiljøer. I praksis glider grænserne dog sammen. Når iranere i eksil bliver kontaktet, presset via familiemedlemmer i Iran eller lokket i fælder gennem digitale kanaler, er det sjældent afgørende for offeret, hvilken institution der står bag.

Det afgørende er, at staten gør det.

Cyberdelen er ikke et supplement, men en kernekapacitet

Irans cyberenheder er blevet et centralt redskab i den samme strategi. Phishing, konto-overtagelser, spyware-lignende værktøjer og målrettede forsøg på at kompromittere journalister og aktivister er blevet brugt til at kortlægge netværk, stjæle kommunikation og forberede fysisk pres.

EU's seneste sanktionsrunde mod Iran i marts omfattede ikke kun sikkerhedsfolk og dommere, men også en IT-virksomhed, der udviklede overvågningsværktøjer brugt i undertrykkelsen. Det siger noget vigtigt: digital repression er ikke længere et sideprojekt, men en integreret del af regimets sikkerhedsapparat. ^[4]

2022 blev et vendepunkt, 2026 har skærpet reaktionen

Protestbølgen efter Mahsa Aminis død i 2022 ændrede regimets trusselsbillede. Da protesterne bredte sig fra iranske byer til globale solidaritetsnetværk, voksede betydningen af eksilmiljøer, persisksprogede medier og digitale aktivister markant. Regimet reagerede ved at slå hårdere ned hjemme og mere aggressivt ude.

Under urolighederne fra slutningen af 2025 til begyndelsen af 2026 rapporterede iranske menneskerettighedsnetværk tusindvis af dræbte, herunder næsten 6.000 demonstranter. Samtidig er presset på personer uden for Iran blevet koblet tættere til regimets behov for at kontrollere fortællingen internationalt.

Det er også baggrunden for, at EU i februar 2026 terrorlistede IRGC og i marts tilføjede 16 personer og 3 enheder til sanktionslisten. Sanktionerne omfatter indefrysning af aktiver, rejseforbud og forbud mod at stille penge til rådighed, men også eksportforbud mod udstyr til intern undertrykkelse og telekommunikationsovervågning. Senest er de samlede EU-foranstaltninger blevet forlænget til april 2027. ^[4] ^[5]

For Europa er problemet ikke længere hypotetisk

Den vigtigste ændring i europæisk tænkning er, at Irans operationer ikke længere primært ses som et mellemøstligt problem med europæiske ekkoer. De ses i stigende grad som et direkte sikkerhedsproblem på europæisk territorium.

Det gælder særligt beskyttelsen af eksildissidenter, medier og iranske oppositionsmiljøer. Hvis en fremmed stat systematisk overvåger, truer eller planlægger vold mod personer i EU-lande, bliver spørgsmålet ikke kun menneskerettigheder, men suverænitet og indre sikkerhed. ^[6]

Derfor er der også voksende pres for mere end symbolske reaktioner: bedre politibeskyttelse af truede personer, tættere deling af efterretninger, strengere finansiel kontrol med frontpersoner og firmaer, og stærkere cybersikkerhed omkring udsatte redaktioner og aktivistnetværk.

Det store billede

Mens verden ser på olie, Hormuz og risikoen for åben krig, fortsætter Iran en anden konfliktform med langt mindre synlighed. Skyggekrigen mod kritikere i udlandet er billigere end konventionel konflikt, lettere at benægte og ofte effektiv nok til at sprede frygt i hele eksilmiljøer.

Det er netop pointen. Regimet behøver ikke ramme alle. Det er nok, at nok mennesker begynder at hviske.

Iran øger intimidering og attentater mod udenlandske kritikere

Iran trapper skyggekrigen op mod kritikere

Project Freedom sat på pause i Hormuzstrædet