Kaosingeniørerne forklarer populismens maskine

En insider i magtens maskinrum

Roma, Italien – La Sapienza-universitetet i Rom, hvor han blev juristuddannet og nævnt i artiklen

Maps

Firenze, Italien – hvor Giuliano da Empoli var viceborgmester for kultur og en del af hans italienske karriere

Maps

Det er netop den kombination, der gør ham interessant. Han er ikke bare akademiker, ikke bare kommentator og ikke bare tidligere spindoktor. Han bevæger sig mellem teori, strategi og praksis. Når han skriver om, hvorfor politik kører af sporet, gør han det med erfaring fra de rum, hvor beslutninger bliver omsat til fortællinger, konflikt og kamp om opmærksomhed.

Hvad der gør Kaosingeniørerne mere end endnu en politisk diagnose

Det er ikke bare en bog om sociale medier. Det er en bog om en ny type politisk tekniker. En operatør, der bruger data, algoritmer, identitet og konflikt til at drive demokratiet ind i en tilstand, hvor kaos ikke er et problem, men et værktøj.

Her er da Empoli mere præcis end mange andre. Han beskriver ikke populisme som et isoleret moralsk forfald eller som et midlertidigt uheld. Han beskriver det som en effektiv politisk teknologi, der virker, fordi den er tilpasset et mediemiljø, hvor vrede spreder sig hurtigere end argumenter, og hvor institutionel tålmodighed taber til konstant dramatik. ^[5]

Erfaringen som rådgiver mærkes i analysen

Det stærkeste ved da Empoli er, at han forstår mekanikken bag moderne magt. Ikke kun ideologien, men driften.

Han ved, hvordan politiske strategier bliver testet, hvordan budskager skæres til, og hvordan kampagner lærer at leve af modstandernes forargelse. Det giver Kaosingeniørerne en anden vægt end den sædvanlige alarmisme om "postfaktuel tid". Bogen er mindre optaget af at beklage udviklingen og mere optaget af at forklare, hvorfor den fungerer så godt.

Det gælder især hans blik for, hvordan populistiske ledere og deres strateger angriber institutioner i en genkendelig rækkefølge. Internationale studier af otte demokratier, fra USA og Storbritannien til Ungarn, Polen og Indien, har vist, at populister ofte lægger pres på domstole, pressefrihed, minoritetsrettigheder og ligestilling i mønstre, der minder om hinanden. Resultatet afhænger af, hvor robuste institutionerne var i forvejen. Det underbygger et centralt element hos da Empoli: Systemet bryder ikke sammen tilfældigt. Det bryder sammen dér, hvor det i forvejen er svagt. ^{[6] [7]}

Fra Salvini til Surkov, og videre

Hvor godt holder tesen i 2026?

Ret godt.

Siden bogens udgivelse har flere udviklinger kun styrket dens relevans. Mediepolarisering er ikke blevet mindre. Tværtimod er den blevet mere integreret i selve styringen. Lovgivningsmæssigt dødvande i flere vestlige demokratier har vist, hvor effektivt permanent konflikt kan være som erstatning for faktisk regeringsførelse. Samtidig har digitale platforme fortsat belønnet det indhold, der splitter mest og mobiliserer hurtigst.

Man behøver ikke acceptere alle da Empolis formuleringer for at se, at hans kerneanalyse har ramt noget centralt. Politik er i stigende grad blevet en kamp om at styre stemninger frem for at bygge flertal om løsninger.

Det betyder ikke, at han leverer et færdigt reformprogram. Det gør han ikke. Kaosingeniørerne er stærkere som diagnose end som manual. Men dens praktiske relevans ligger netop i, at den tvinger et ubehageligt spørgsmål frem: Hvordan forsvarer man et demokratisk system mod aktører, der vinder på at gøre systemet mere uroligt, mere mistroisk og mindre styrbart?

Modtagelsen blandt beslutningstagere og forskere

Da Empoli er blevet modtaget med en blanding af respekt og forsigtighed. Politikere, embedsfolk og strateger læser ham, fordi han beskriver den verden, de faktisk opererer i. Forskere læser ham, fordi han forbinder kampagneteknik, platformsdynamik og institutionskrise på en måde, der ofte er mere levende end den akademiske litteratur, men stadig tæt nok på empiriske mønstre til at være nyttig. ^[4]

Hans status er også løftet af, at han skriver med europæisk bredde. Han er vokset op på tværs af flere lande, arbejder i et tydeligt europæisk felt og undgår den provinsielle vane med at gøre amerikansk politik til målestok for alt. Det gør ham mere anvendelig i en europæisk debat, hvor Italien, Frankrig, Ungarn og Polen ikke bare er eksempler, men advarsler med hver deres version af samme grundproblem.

Der er selvfølgelig også kritik. Nogle mener, at han risikerer at give for meget sammenhæng til en virkelighed, der ofte også er præget af improvisation, inkompetence og tilfældighed. Det er en rimelig indvending. Men den ændrer ikke ved, at han har været blandt de skarpeste til at forklare, hvorfor kaos i moderne politik så ofte ligner strategi.

Hvorfor bogen stadig bider

Det mest præcise ved Kaosingeniørerne er måske, at den nægter at tro på, at demokratiets krise bare skyldes dårlig tone eller dumme algoritmer. Da Empoli peger på noget mere ubehageligt: at der findes mennesker, miljøer og magtprojekter, som aktivt er blevet dygtige til at bruge opløsning som metode.

Det er derfor, bogen fortsat føles aktuel. Ikke fordi alt er nyt, men fordi den beskriver en politisk logik, som er blevet normaliseret.

Bundlinjen

Giuliano da Empoli er værd at tage alvorligt, netop fordi han skriver som en mand, der har set magten indefra og stadig er i stand til at analysere den uden at falde i enten teknokratisk selvbedrag eller moralsk tågesnak.

Kaosingeniørerne er ikke bare velformuleret samfundskritik. Det er en præcis forklaring på, hvorfor politik i mange demokratier ikke længere primært handler om at styre, men om at dominere opmærksomheden, splitte modstanderen og holde offentligheden i konstant ubalance.

Det er ikke en behagelig bog. Det er også derfor, den er værd at læse.