Laura Klitgaard gør IDA til stemme i geopolitik

Da Laura Klitgaard overtog formandsposten i IDA i 2022, lignede opgaven på papiret en klassisk teknologifaglig post: grøn omstilling, klima, uddannelse og virksomhedernes behov for ingeniører, it-specialister og naturvidenskabelige kandidater. Fire år senere er dagsordenen bredere og hårdere. Krig i Europa, cybertrusler, forsvarsteknologi og geopolitisk usikkerhed fylder nu markant mere i en fagforening, der organiserer omkring 180.000 medlemmer. ^[1]

Klitgaard er civilingeniør, nordjyde og fyldte 40 år den 28. april. Hun står i spidsen for IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, som organiserer ansatte, ledere og studerende, der arbejder på højt niveau med teknologi, naturvidenskab og it. Det gør hende til en central stemme i et arbejdsmarked, hvor teknologipolitik ikke længere kun handler om innovation og vækst, men også om robusthed, forsyningssikkerhed og digital modstandskraft. ^[2] ^[3]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En fagforening for dem, der bygger systemerne

IDA er ikke en traditionel fagforening i klassisk forstand. Organisationen repræsenterer grupper, der ofte sidder tæt på den teknologiske kerne i både private virksomheder og det offentlige: softwareudviklere, ingeniører, datafolk, forskere og specialister i kritisk infrastruktur. Det betyder også, at IDA ser forandringerne tidligt.

Under Klitgaard har organisationens prioriteringer fortsat omfattet grøn omstilling, klima og forskning, men den teknologiske dagsorden er blevet mere sikkerhedspolitisk. Det hænger direkte sammen med Ruslands krig mod Ukraine, voksende stormagtsrivalisering, sabotage mod infrastruktur i Europa og et mere anspændt cyberlandskab. ^[1]

For en fagforening som IDA er pointen enkel: Når teknologi bliver geopolitik, bliver medlemmernes arbejde også politisk. Ikke partipolitisk, men samfundskritisk.

Kort der viser placeringen af Ukraine (Kyiv) og Rusland (Moscow) i en europæisk sikkerhedskontekst

Fra klima til kritisk teknologi

Det nye er ikke, at IDA interesserer sig for teknologi. Det nye er, hvilke teknologier der er rykket op i bunken.

Sikkerhed og forsvar fylder mere

Klitgaard har selv peget på, at virksomheder, som arbejder med forsvar og sikkerhed, fylder mere i hendes hverdag end forventet, da hun tiltrådte. Det afspejler en reel forskydning i dansk erhvervsliv. Teknologikompetencer bruges i stigende grad i virksomheder, der leverer overvågning, sensorer, software, kommunikationssystemer, droner, cyberforsvar og anden dobbeltanvendelig teknologi. ^[4]

Det ændrer også fagbevægelsens rolle. Hvor diskussionen tidligere ofte handlede om rekruttering, løn og grøn innovation, handler den nu også om eksportkontrol, datasikkerhed, forsyningskæder og medarbejderes ansvar i følsomme sektorer.

Cybersikkerhed er ikke længere et nichespor

Cyber er blevet et arbejdsmarkedsanliggende. Ikke kun et it-problem. Angreb på hospitaler, kommuner, forsyningsselskaber og private virksomheder har gjort det tydeligt, at digital sikkerhed rammer bredt. For IDA's medlemsgrupper betyder det stigende efterspørgsel på kompetencer, men også øget pres og større ansvar. ^[5]

Det skaber en klassisk faglig udfordring: Hvordan sikrer man ordentlige vilkår i jobfunktioner, hvor beredskab, overvågning og hændelseshåndtering bliver mere konstant? Og hvordan undgår man, at virksomhederne løser mangel på specialister med brandslukning i stedet for langsigtet opkvalificering?

Automatiseringens næste slagsmål bliver om kompetencer

Krig og uro er kun den ene del af billedet. Den anden er automatisering og kunstig intelligens, som allerede er ved at ændre det danske arbejdsmarked.

En analyse fra IMF peger på, at AI sandsynligvis vil gavne størstedelen af danske lønmodtagere, men også, at omkring 20 procent af arbejdsstyrken kan være udsat for risiko for jobfortrængning. Det bemærkelsesværdige er, at sårbarheden ikke kun ligger hos de lavest uddannede. Tværtimod peger analysen på, at højtuddannede og ansatte i den private sektor i mange tilfælde er mere eksponerede. ^[6]

For en organisation som IDA er det et vigtigt signal. Mange af dens medlemmer er netop højtuddannede funktionærer i private virksomheder, hvor AI implementeres hurtigt. Risikoen er ikke nødvendigvis massearbejdsløshed, men forskydning af jobindhold, omrokering af funktioner og et pres på løndannelsen i de dele af markedet, hvor standardiserbare opgaver kan overtages af software.

Høj produktivitet er ikke det samme som tryg overgang

Danmark har historisk klaret automatisering bedre end mange andre lande. Et tidligere dansk arbejde om automatisering pegede på, at omkring 40 procent af de nuværende arbejdstimer i princippet kan automatiseres med teknologi, der allerede findes. Det betyder ikke, at 40 procent af jobbene forsvinder. Men det betyder, at mange opgaver ændrer karakter. ^[7]

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om teknologien kommer, men hvem der betaler prisen for overgangen. Hvis medarbejdere skubbes fra højt specialiserede funktioner til mindre attraktive og lavere lønnede job, er det ikke en succesfuld omstilling. Det er netop her, fagforeningerne får en ny rolle: ikke som bremseklods for teknologi, men som forhandler af tempo, vilkår og adgang til efteruddannelse.

IDA's særposition i den debat

IDA taler på vegne af grupper, der både udvikler teknologien og påvirkes af den. Det giver organisationen en særposition. Den kan ikke nøjes med at være skeptisk over for automatisering, for medlemmerne er ofte dem, der bygger løsningerne. Omvendt kan den heller ikke være ukritisk tech-hepper, hvis medlemmerne ender med at betale med mere usikre arbejdsvilkår.

Det er derfor logisk, at Klitgaards linje har været at tale teknologiens sag, men i en bredere samfundsramme. Ikke som futuristisk begejstring, men som et spørgsmål om, hvordan Danmark bevarer kompetencer, sikkerhed og handlekraft. ^[8]

Hvad det konkret betyder

I praksis peger udviklingen på tre prioriteter for en organisation som IDA:

Massiv opkvalificering, især inden for AI, software, cyber og systemforståelse.
Stærkere fokus på kritiske sektorer, hvor medlemmer arbejder med energi, forsvar, infrastruktur og offentlig digitalisering.
Et skarpere blik på arbejdsvilkår, når nye teknologier ændrer tempo, ansvar og risikobillede i arbejdet.

Det er ikke alene et spørgsmål om løn. Det handler også om professionsetik, sikkerhedsgodkendelser, adgang til data, ansvar ved fejl og grænserne mellem civil teknologi og forsvarsanvendelse.

Blik fremad

Laura Klitgaards formandsperiode er blevet et billede på, hvor hurtigt teknologipolitik har skiftet karakter. Grøn omstilling er stadig central. Men i 2026 er det ikke længere nok at tale om innovation, klima og vækst. Teknologi er også beredskab, forsvar, cyber og arbejdsmarked.

Det gør IDA til mere end en fagforening for højtuddannede specialister. Den er blevet en aktør i den større diskussion om, hvordan Danmark skal klare sig i en verden, hvor koden, strømnettet og forsyningslinjerne er lige så strategiske som territoriet. Det er den virkelighed, Klitgaard har måttet navigere i siden 2022, og den ser ikke ud til at blive mindre urolig.

Teknologiens sag i en verden i uro

Laura Klitgaard gør IDA til en stemme i geopolitik