Libanons våbenhvile smuldrer i åben uenighed

Området omkring grænsen i Sydlibanon ved Naqoura, hvor UNIFIL har tilstedeværelse.

Maps

Israel læser aftalen som en pause med indbygget ret til fortsatte angreb, hvis hæren vurderer, at Hizbollah planlægger, forbereder eller gennemfører angreb. Libanons regering omtaler derimod de fortsatte angreb som klare brud. Hizbollah står i en mere tvetydig position, fordi bevægelsen ikke selv har underskrevet aftalen, men samtidig er den militære realitet, som aftalen i praksis handler om.^[2]

Det er netop derfor, fronten fortsætter med at gløde, selv om diplomaterne kalder situationen en nedtrapning.

Aftalen lider af sit eget grundproblem

Vi har tidligere beskrevet, hvordan våbenhvilen blev udhulet af israelske angreb og gensidige beskyldninger. Siden da er problemet blevet skarpere: Aftalen er indgået mellem Israel og den libanesiske stat, men den væbnede aktør, som Israel vil holde væk fra grænsen, er Hizbollah, og Beirut har ikke styrken til at kontrollere bevægelsen fuldt ud.^[3]

Sådan bliver våbenhvilen framet

USA: En succes, der skal holdes i live

Washington beskriver aftalen som et nødvendigt stop for en bredere regional brand. Den amerikanske linje er, at våbenhvilen skal give plads til den libanesiske hær og statsinstitutionerne, samtidig med at Israel får sikkerhed for, at Hizbollah ikke genopbygger offensive positioner tæt på grænsen.^[5]

Israel: Ikke fred, men operativ frihed

Israels framing er den mest konsekvente. Regeringen og militæret signalerer, at aftalen ikke skal forhindre forebyggende eller løbende operationer mod Hizbollah. Pointen er enkel: Hvis truslen består, fortsætter angrebene.

Det er også derfor, de seneste angreb ikke fra israelsk side fremstilles som et kollaps af aftalen, men som en del af dens logik.

Libanon og Hizbollah: Brud, men ikke samme rolle

Beirut forsøger at bruge våbenhvilen som diplomatisk skjold og som bevis på, at israelske angreb er ulovlige eller destabiliserende. Samtidig afslører forløbet endnu en gang statens svaghed. Regeringen er formelt modpart i aftalen, men den kontrollerer ikke den vigtigste væbnede aktør i området.

For Hizbollah er situationen mere fordelagtig, end den ser ud. Bevægelsen undgår at stå som direkte underskriver af en aftale, som begrænser dens handlefrihed, men kan stadig bruge fortsatte israelske angreb som begrundelse for at bevare sin militære rolle.

Iran, UNIFIL og EU: Samme bekymring, begrænset indflydelse

UNIFIL advarer fortsat mod fejlberegninger og lokal eskalation, men missionens gamle problem er uændret: Den kan registrere forvitringen, ikke stoppe den.

De mest troværdige risici nu

Analytikere peger især på tre scenarier.

Det første er den løbende "salami-eskalation", hvor enkeltangreb, dronehændelser, målrettede drab eller raketaffyringer gradvist gør fronten varmere uden formelt at udløse fuld krig. Det er allerede den dynamik, vi ser.

Det andet er fejlfortolkning. Hvis Israel vurderer en Hizbollah-bevægelse som optakt til et større angreb, eller hvis Hizbollah læser et israelsk angreb som begyndelsen på en bred offensiv, kan begge sider hurtigt eskalere ud over det planlagte.

Det tredje er et politisk sammenbrud i Beirut. Hvis den libanesiske stat mister endnu mere autoritet i syd, bliver våbenhvilen reduceret til ren fiktion. Jo svagere staten er, desto mere direkte bliver konfrontationen mellem Israel og Hizbollah.

Blik fremad

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, om våbenhvilen bliver brudt. Det gør den allerede i praksis. Spørgsmålet er, om den stadig kan forhindre et nyt fuldskalaopgør.

Indtil videre er svaret usikkert. Aftalen har sænket risikoen for øjeblikkelig regional eksplosion, men den har ikke løst det centrale problem ved grænsen: Israel kræver frihed til at slå til, Hizbollah nægter at forsvinde, Libanons stat kan ikke håndhæve ordenen, og det internationale system kan kun appellere. Det er ikke en stabil fred. Det er en pause med fingeren på aftrækkeren.