UdlandPolitikNationalt

Thaksin er fri, men hans æra er ikke forbi

Godkendt af
Tiderne Indsigt
Udgivet den11. maj 2026
Læsningstid5 minutter
Thaksin Shinawatra steps from prison wearing an ankle monitor, flanked by Yingluck and Paetongtarn, while Hun Sen watches nearby.

Del artikel

Thaksin Shinawatra er igen en fri mand. Formelt set. Den tidligere thailandske premierminister er løsladt fra fængsel, men med elektronisk fodlænke og efter endnu et forløb, der understreger det, som i to årtier har defineret thailandsk politik: Thaksin er aldrig bare en tidligere leder. Han er stadig et system, et netværk og et konfliktpunkt. [1]

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om han er ude af fængsel. Det er, om Thailand endelig er på vej ud af Thaksin-æraen.

Bangkok i Thailand, centrum for Thaksin-æraens politiske netværk og elite
Bangkok i Thailand, centrum for Thaksin-æraens politiske netværk og elite
Maps

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En politiker, der ændrede spillereglerne

Da Thaksin kom til magten i 2001 med partiet Thai Rak Thai, ændrede han hurtigt den politiske kontrakt mellem stat og vælgere. Hvor thailandsk politik længe havde været domineret af skrøbelige koalitioner og magtbalancer mellem militær, bureaukrati og monarki, byggede han en mere direkte alliance med vælgerne, især på landet og blandt lavere indkomstgrupper. [2]

Hans opskrift var enkel og effektiv: konkrete velfærdsydelser, hurtige resultater og en lederstil, der signalerede handlekraft. Den universelle sundhedsordning, kendt som 30-baht-programmet, gjorde lægehjælp markant mere tilgængelig. Landsbyfonde og mikrokreditordninger sendte penge direkte ud i lokalsamfundene. Samtidig leverede hans regering økonomisk vækst og en klar fortælling om, at Bangkok-eliten ikke længere alene skulle definere nationens kurs. [3]

Det var populisme, men det var også statsbygning. Thaksin skabte en model, hvor valgsejre blev bundet til håndgribelige forbedringer i hverdagen. Derfor overlevede hans politiske projekt også ham selv.

Prisen for magten

Thaksins første periode gjorde ham ikke kun populær. Den gjorde ham også til en trussel i øjnene på det royalistiske og konservative establishment. Hans magtkoncentration, hans hårde kurs i den såkaldte krig mod narkotika og anklager om korruption og magtmisbrug skabte en modreaktion, der voksede i takt med hans dominans.
I 2005 blev han genvalgt med endnu et stærkt mandat. Året efter blev han væltet ved militærkuppet 19. september 2006. [4]
Det blev det afgørende brud. Kuppet fjernede ham fra regeringskontorerne, men ikke fra politik. Thai Rak Thai blev opløst, men partiets DNA overlevede i efterfølgerne People Power Party og siden Pheu Thai. Thaksin selv gik i eksil for at undgå fængselsdomme, mens retssagerne hobede sig op omkring ham, blandt andet i sager om forretningsaftaler og magtmisbrug. [5]

Dermed blev konflikten institutionaliseret. Thaksin var ikke længere bare en leder. Han blev symbolet på en dybere kamp om, hvem der egentlig har ret til at styre Thailand.

Rødskjorterne og det politiske maskineri

Det er en del af forklaringen på, at Thaksin stadig fylder så meget. Han byggede ikke bare et parti. Han byggede en vedvarende bevægelse.

Rødskjorte-bevægelsen, United Front for Democracy Against Dictatorship, samlede i årene efter kuppet millioner af vælgere og aktivister, som så de gentagne indgreb mod Thaksin-lejren som et angreb på selve valgdemokratiet. Protesterne i 2009 og især 2010 blev et vendepunkt. De viste, at hans støtte ikke kun kunne måles i parlamentet, men også i gaderne. [3]
Senere blev hans søster Yingluck Shinawatra premierminister i 2011 under Pheu Thai. Også hun blev væltet, denne gang som optakt til endnu et kup i 2014. Pointen stod tilbage: Hver gang vælgerne bragte Thaksin-netværket tilbage, fandt domstole, militær eller andre magtcentre en måde at begrænse det på.

Den thailandske stat har med andre ord brugt tyve år på både at bekæmpe og sameksistere med Thaksins politiske arv.

Det nye i situationen nu

Løsladelsen kommer ikke i et vakuum. Meget har ændret sig, mens Thaksin sad fængslet.

For det første er Pheu Thai svækket. Partiet har fået sit dårligste valg i nyere tid og er ikke længere den naturlige hovedkanal for anti-establishment-stemmer. Reformisterne i People's Party har overtaget en stor del af den rolle, især blandt yngre vælgere og byvælgere. Samtidig er det konservative Bhumjaithai styrket, blandt andet af nationalistiske strømninger efter konflikten ved grænsen til Cambodja.

For det andet er Thaksins egen familie også blevet ramt. Hans datter Paetongtarn Shinawatra, der nåede at blive premierminister, blev afsat af forfatningsdomstolen efter en lækket telefonsamtale med Cambodjas tidligere leder Hun Sen om håndteringen af grænsestriden. Endnu en gang blev et Shinawatra-ledet regeringsprojekt stoppet gennem juridiske og institutionelle indgreb.

For det tredje tyder meget på, at den aftale, som muliggjorde Thaksins hjemkomst i 2023, har snævre grænser. Han fik lov at vende hjem, men ikke nødvendigvis til frit at genindtage rollen som politisk kommandocentral. De konservative magtcentre har næppe accepteret hans tilbagevenden for derefter at overlade banen til ham. [6]

Kan han stadig flytte magten?

Det korte svar er: ja, men mindre end før.

Thaksin har stadig et navn, et netværk og en politisk intuition, som få andre i Thailand kan matche. Han kan påvirke kandidatudvælgelse, koalitionsforhandlinger, regionale magtbaser og Pheu Thais forsøg på at genvinde grebet om kernevælgerne. Han er fortsat et samlingspunkt for dele af partiapparatet, og hans blotte tilstedeværelse ændrer den interne magtbalance.

Men de strukturelle begrænsninger er de samme som tidligere. Et flertal i parlamentet er ikke nok, hvis domstole, militær og royalistiske institutioner vurderer, at Thaksin-lejren går for langt. Det er lektionen fra 2006, 2014 og flere retslige indgreb siden.

Derfor er hans løsladelse mere et signal end et gennembrud. Den kan give Pheu Thai en kortvarig mobiliseringseffekt og skærpe partiets strategi frem mod næste valg. Den ændrer ikke ved, at partiet befinder sig i et langt mere fragmenteret politisk landskab end under Thaksins storhedstid.

Er Thaksin-æraen slut?

Ikke helt. Men den er heller ikke, hvad den var.

Det gamle mønster, hvor Thaksin stod som den ubestridte akse i oppositionen mod det konservative establishment, er brudt op. Hans populistiske model satte et varigt aftryk på thailandsk politik, både i form af velfærdspolitik og partiorganisering. Samtidig blotlagde den, hvor skrøbelige landets institutioner er, når stærke valgmandater kolliderer med ikke-valgte magtcentre.

Det er måske hans vigtigste arv. Ikke bare de sociale programmer eller valgmaskinen, men den vedvarende krise i forholdet mellem folkelig legitimitet og etableret magt.

Blik fremad

Thaksin er ude, men Thailand er ikke færdig med ham. Det afgørende bliver nu, om han accepterer en mere begrænset rolle, eller om hans genkomst igen udløser den gamle refleks i systemet: at blokere Shinawatra-familiens vej til reel magt.

Hvis det sidste sker, vil løsladelsen ikke markere afslutningen på en æra. Den vil blot være endnu et kapitel i den samme konflikt.

Snak om artiklen med andre

Diskuter “Thaksin er fri, men spørgsmålet om hans æra lever” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.

Deltag i diskussionen på
eller

Læserens bedømmelse af artiklen

Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.

Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.

0
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10